Hvad Fur lærte mig om at give op - og om en lille rød sofa

Jeg har for nylig tilbragt to-tre uger alene på Fur. Jeg tog derop for at få ro og koncentrere mig om at skrive for at nå den deadline, jeg har på min lydbogsserie til Lindhardt og Ringhof.
Jeg nåede en masse konkret skriveri (og burde nu kunne nå at overholde min deadline - hurra!).
Men freden deroppe på Limfjordsøen - delvis uden internet - lærte mig også et par ting, blandt andet om aldrig at blive færdig; om kampe, der skal opgives; om det giftige ved Facebook - og om behovet for en lille rød sofa

Her kommer de - indsigterne, der blev bragt med hjem til virkeligheden:

1) Jeg HAR faktisk en fungerende døgnrytme, modsat hvad jeg gennem flere år har troet. Der er (faste) tider på dagen, hvor jeg kan arbejde godt, der er (faste) tider, hvor jeg bliver træt. Der er en tid om aftenen, hvor jeg bliver for træt og søvnig til at arbejde. Og jeg kan faktisk godt falde i søvn på et rimeligt tidspunkt om aftenen og vågne igen på et rimeligt tidspunkt om morgenen

2) Jeg har (stadig/eller igen) en evne til at koncentrere mig stille og roligt om mit skriveri

3) Jeg har (igen) evnen til at læse skønlitteratur, blive ved - og glædes over det

4) Jeg HAR rent faktisk tid til at gå en god motionstur to gange om dagen

5) Jeg er faktisk (stadig/inderst inde) et temmelig roligt, glad og nysgerrigt menneske

Vælge ud, vælge fra og finde en oase
Alt dette (ny- eller genopdagede) kræver blot, at jeg:

a) erkender helt ind i marven, at jeg absolut ikke dur til at multitaske

b) vælger mine kampe med omhu - dvs: visse kampe skal bare fravælges. Fx har jeg - som så mange andre - et par vrede mennesker i omgangskredsen. Her hos mig er det to gamle damer. Det har egentlig ikke engang været kampe med dem - det har været forsøg på med venlighed at formilde dem. Forsøgene på venlighed har ikke givet resultat gennem snesevis af år, og nu må projektet opgives

c) udvælger mine indsatsområder: Jeg må erkende, at jeg med hus, have, arbejde, dyr, familie etc. aldrig i den forstand bliver 'færdig'. Og jeg må give mig selv lov til at koncentrere mig om mit arbejde - og om at holde fri, rekreere og fjolle - alligevel

d) holder mig mest muligt fra Facebook. Stedet stresser mig simpelthen. Der er for mange (ofte mere eller mindre tyngende) informationer, og der er en underlig addictiveness ved dette at opdatere og få likes og kommentarer og se læserstatistikker. Og jeg bruger meget nemt alt for megen tid, koncentration og tanker på sagen

e) husker at trække mig tilbage jævnligt og glo ud i luften/meditere/hvile. Og til den ende har jeg lige efter Fur købt mig en lille elskelig sovesofa til vores miniaturegæsteværelse og omkring den opbygget en lille oase helt efter min egen (småanglofile) smag. Når der ikke er gæster, kan jeg genfinde mig selv her, hvis jeg er ved at blive væk.
Lyder det banalt? Muligvis - men det virker.
Og et glimt af sofaen og rummet ses for resten på billedet øverst.

Skriv et epitafium over din krænker

Som særligt sensitive tager vi det ofte meget tungt, hvis folk behandler os dårligt, er uretfærdige, grænseoverskridende eller hadefulde. Vi kan vende tilbage til sådanne oplevelser igen og igen, gruble over dem, forsøge at finde forklaringer, scanne os selv for skyld og blive kede af det gang på gang, selv om det skete måske ligger langt tilbage, og vi endda har fundet en eller anden art løsning.
Ved at skrive et epitafiekort kan du skaffe dig ro.

Særligt sensitive har en veludviklet evne til empati og til selvransagelse, så når vi løber ind i typer, der ikke kan respektere andres grænser eller ligefrem af en eller anden grund føler behov for at bruge nogen (os) som prügelknabe, kan det blive en for os meget tyngende cocktail, så det er ikke spor underligt, at vi kan have besvær med at ryste den grove behandling af os. Især fordi den slags vrede eller tromlende typer ofte kommer med skråsikre forklaringer om, at de har absolut ret til deres fremfærd, fordi modparten (vi) er så fejlbehæftede. Og den slags gør dybt indtryk på folk som os.

Kortslut med et epitafium
Her kan det, jeg kalder epitafiekort gøre stor nytte.
De fungerer således:
Når vi som sensitive har været ude for en grov, grænseoverskridende eller hadefuld behandling, skal vi selvfølgelig forsøge først at finde en løsning. Ingen har godt af bare at bøje nakken og vente på næste slag. Vi kan måske skabe afstand til krænkeren, eller vi kan måske være så heldige, at vi eller andre kan tale krænkeren til fornuft. (Læs mere om dette i min anmelderroste bog Hvad skal vi med Særligt Sensitive?)

Når løsningen er fundet og ført ud i livet, skriver vi så vores epitafiekort. Det er nogle få linjer, som kort og koncist fortæller historien om, hvem det grænseoverskridende eller hadefulde menneske er, og hvad det gjorde. Vi skal ikke her skrive hverken hadefuldt eller tilgivende. Vi skriver blot kort og konstaterende.
Formålet er, at vi kan læse epitafiekortet, når vi igen er ved at komme ind i grublerier om, hvorfor vores krænkere krænkede, og om hvorvidt det var vores egen skyld, fordi vi var lige så modbydelige eller uduelige, som krænkerne vil(le) have os til at tro. Etc. etc. Med epitafiekortet i hånden kan vi minde os selv om, at krænkerne faktisk krænkede, og de ikke havde ret til det. Og dermed punktum.
Kortene er med andre ord en vej til at kortslutte vores skyldbetingede grublerier eller forsøg på at forstå meningen med eller logikken bag de overgreb eller ondskabsfuldheder, vi har været udsat for.

Sådanne kort kan være en stor hjælp til at se overgreb og grænseoverskridelser udefra og dermed i det rette lys - som slet og ret urimelige handlinger udført af mennesker, som måske har en baggrund, som kan forklare deres handlinger, en baggrund som imidlertid IKKE giver dem ret til at smadre vores selvværd, sindsro og liv.

Mettes epitafium over svigerfamiliens uforsonlige vrede
Mette havde en svigerfamilie, som så sig gal på hende, fordi hun og hendes mand David ikke levede efter svigerfamiliens normer. Efter 8-10 års pres og angreb fra svigerfamiliens side, og efter forgæves forsøg på at skaffe respekt om Mettes og Davids liv, valgte Mette og hendes mand at lægge en vis afstand til Davids familie, da presset og angrebene var svært belastende for både Mette og David og deres børn. Vreden fra svigerfamiliens side mod Mette aftog imidlertid aldrig rigtig, selv om Mette forsøgte at være langt mere velvillig og respekterende, end svigerfamilien var. Når Mette og manden ikke føjeligt rettede ind og gjorde, som svigerfamilien ville, var der ingen pardon. Svigerfamilien blev ved at se lutter fejl hos Mette, og da hun begyndte at blogge, fulgte svigerfamilien nøje med. Da svigerfamilien på et tidspunkt igen angreb fortørnet og nu beskyldte hende for at lyve groft, var det en stor hjælp for Mette til at bevare sindsroen, at hun skrev et epitafiekort med dette indhold:

Min mands familie var flygtninge og på forskellig vis skadet psykisk af grimme oplevelser i et krigsramt land. Det gjorde flere af familien hårde og dominerende ved en del lejligheder.

Indholdet var ikke nyt for Mette, da erkendelsen om Davids families/forældres psykiske traumer og deres følger var en, som David og hun havde gjort sig mange år tidligere. Naturligvis gjorde kortet heller ikke krænkelserne uskete, men det hjalp Mette til - efter at hendes mand havde taget til genmæle over for løgn-beskyldningerne mod hende - at se det fornyede angreb og hele konglomeratet af svigerfamiliens vrede fra helikopterperspektiv og samtidig med en vis grad af mild overbærenhed og medlidenhed med de skadede mennesker. Samtidig med at både David og Mette blev bekræftet i vigtigheden at holde en passende (lang) afstand til svigerfamilien og dens vedvarende aggression mod Mette.

---

Rent praktisk: Det kan være en god idé at laminere epitafiekortet, så det ikke slides i stykker, hvis du ofte har brug for at hive det frem fra skuffen for at styrke dig selv til at leve roligt videre efter urimelige angreb.

---

Epitafium betyder egentlig mindesmærke eller gravskrift.

Ny anmeldelse af 'Hvad skal vi med særligt sensitive?': "Giv den til din mand, kone, kæreste, din svigermor, din kollega eller din chef"

Hvor dejlige nyheder! Ny positiv læseranmeldelse af min sensitiv-bog:

Ane-Marie Kjeldberg formår, med skarp struktur og stor læsevenlighed, at redegøre for et omdiskuteret begreb i samtiden ”De særligt sensitive”.
Bogen fylder ikke meget rent volumenmæssigt, men den er til gengæld fyldt med både alment menneskelige betragtninger, humor og brugbare redskaber til, hvordan de særligt sensitive mennesker konkret kan få overblik og ro på tilværelsen. Det kan bruges.
Bogen tager fat om en problematik i forhold til at skille sig ud, at stå alene med sin introverthed og eftertænksomhed, et sanseapparat og en empati, der ikke umiddelbart er ”in” i disse tider.
Ane –Marie vælger at skelne mellem ”robuste” og ”sensitive” mennesker. Men der er stor genkendelighed i det alment menneskelige, uanset om man er særligt sensitiv eller tilhører de mere robuste mennesker. Så bogen er ikke kun for sensitive mennesker, den er i høj grad også brugbar i forhold til forståelse af medmenneskeligt sammenspil. Med andre ord - giv den til din mand, kone, kæreste, din svigermor, din kollega eller din chef. Vi kan kun blive klogere på hinanden.
En læser

OBS! 'Hvad skal vi med særligt sensitive?' sælges i e-form hos alle danske netboghandler. Den er i skrivende stund meget billig hos Mibook, kun kr. 47.

.

Anmelder: "Vild med de befriende billeder og historier om de selvoplevede udfordringer"

Ny dejlig anmeldelse af "Hvad skal vi med særligt sensitive":

"Jeg har læst en del bøger om sensitivitet og er blevet teoretisk klogere. Ved at læse Ane- Marie Kjeldbergs bog er jeg blevet klogere på min egen sensitivitet.
Netop fordi bogen bl.a. har et "hands-on" fokus uden større teoretiske termer og med stort fokus på egne oplevelser fra forfatterens side.

Bogen giver stor mulighed for at udforske sensitiviteten gennem små opgaver, hvor man med stor fordel og glæde kan finde styrker og potentialer.

Jeg har i højere grad end i det jeg tidligere har læst oplevet en erkendelse i at jeg skal passe på mig selv. Og at det er helt OK at sige fra, overfor andre og overfor mig selv.

Jeg holder meget af den lette stemning og tone i bogen. Jeg var vild med (billedet af pragt-Eva) de befriende billeder og historier om de selvoplevede udfordringer, som forfatteren også står overfor som HSP.

Du skal læse denne bog, hvis du gerne vil se din sensitivitet i et nyt lys. Hvis du ønsker din egen accept og vil se dine sensitive sider vel integreret i din personlighed. Du skal læse Ane-Marie Kjeldbergs ord og benytte værktøjerne, hvis du ønsker at se fremad - se styrker og potentialer. Vi har som sensitive megen fokus i at se alt det svære i at være os. Så her er muligheden for at gøre det modsatte.

Vil ønske dig en god læseoplevelse og en god rejse.

Jeg er stolt af at være sensitiv. Det bliver du også :-)"

Ditte Würtz Rosendahl 12/8 2016

Bogen kan købes her.


.

Psykolog om min sensitiv-bog: "Nænsom mulighed for (selv)støtte til at bevare et godt selvværd som højsensitiv i dagens samfund"

Psykolog Christel Wilms har netop til min store glæde anmeldt "Hvad skal vi med særligt sensitive?" med disse ord:

"Bogen fungerer rigtig fint som en betydningsfuld reminder til alle os høj-sensitive, om at lære (og blive ved med at huske på) at sætte pris på de vigtige ting, vi faktisk er særdeles gode til, men som måske ikke er så synlige for hverken os selv eller for vores højhastige omgivelser og medmennesker.

Den indeholder øvelser, der træner vores fokus på de positive egenskaber ved at være høj-sensitiv og den værdi de egenskaber bringer ind i verden. Der gives her et kærligt skulderklap og tilbydes en nænsom mulighed for (selv)støtte til at bevare et godt selvværd som højsensitiv i dagens samfund.

Christel Wilms, HSP'er, psykolog og mor til 3 døtre med HSP"

Bogen kan købes her (e-bog).

Brevkassen: "Jeg trives ikke i sensitiv-grupper"

Der kom en mail til mig om sensitiv-grupper på nettet:

Kære Ane-Marie

Jeg er en kvinde på 53. For nogle år siden fandt jeg ud af, at jeg er særligt sensitiv. Meget påvirkelig af lyde, bliver hurtigt træt af socialt liv, også med mennesker, jeg synes om. Nemt til tårer nogle gange. Trænger tit til bare at være i fred. Bliver meget lykkelig og bevæget af smuk musik.
Det var en stor lettelse at blive klar over, at det var det, der var ”i vejen” med mig.
Men jeg gik i lang tid ret alene med det. Men for nogle måneder siden meldte jeg mig så ind i et par danske og et par engelske Facebookgrupper for særligt sensitive. Jeg tænkte, at det ville blive rigtig rart.
Det synes jeg bare ikke helt det blev.

For det første var der i flere af grupperne den holdning, at særligt sensitive var en slags clairvoyante eller engle på jorden. Det kan jeg slet ikke forbinde mig med. Jeg er et almindeligt, jordbundet menneske, bare lidt mere sensitiv end mange andre.

For det andet var der i alle grupperne en udbredt opfattelse af, at særligt sensitive er særligt gode og særligt værdifulde mennesker. Jeg syntes, det blev alt for frelst for mig. Og nogle gange var det meget hadefuldt over for de ikke så sensitive.

For det tredje var der i flere af grupperne nogle virkelig sure og dominerende medlemmer, som hakkede på andre medlemmer og blandt andet beskyldte andre medlemmer for ikke at være ægte særligt sensitive, hvis de ikke var enige med dem.  Det var ikke rart, og jeg mistede lysten til selv at deltage i debatterne af skræk for at det skulle blive min tur til at blive ”overfaldet”.

For det fjerde var der enormt mange indlæg, hvor medlemmer talte for, at de bare havde lov at flippe ud i alle mulige humørsvingninger, fordi de var så sensitive. Og jeg synes jo ikke at man skal dyrke sin sensitivitet på sådan nogle negative måder. Jeg blev så skuffet.

Alt i alt følte jeg mig ikke særligt hjemme i de grupper.
Og nu føler jeg mig ekstra underlig og ekstra forkert, fordi jeg ikke kan med mine ”lidelses”fæller.

Kærlig hilsen
Den fortabte

Kære Fortabte

Tillykke med, at du har fundet ud af, at du er særligt sensitiv. Det er et personlighedstræk, der rummer store glæder og muligheder - også for at gavne andre. (Læs evt. mere om den side af sagen i min bog Hvad skal vi med særligt sensitive.)

Jeg er helt enig med dig i, at det ikke er del af definitionen af det særligt sensitive, at man er clairvoyant eller overjordisk. Og når man har den tilgang, skal man måske ikke færdes for meget i grupper, hvor man som sensitiv defineres som clairvoyant eller lignende. De fælles referencerammer vil være så små, at glæden og udbyttet bliver tilsvarende småt. Der findes, så vidt jeg ved, Facebookgrupper for vores træk, som netop lægger vægt på, at man ikke ønsker debat og opslag i retning af det clairvoyante m.m.

Et selvforsvar
Med hensyn til lovprisningen af særligt sensitive som særligt pragtfulde eller gode, så tror jeg ofte, at det kan være en modreaktion fra mennesker, som er blevet kritiseret meget for deres sensitivitet. Et selvforsvar. Men for mig personligt er det også vigtigt altid at fastholde, at særligt sensitive er mennesker som alle andre - med de dertil hørende fejl og bommerter :-).
Hadefuldhed mod de robuste kan nok også komme fra særligt sensitive, som har været udsat for megen kritik eller måske ligefrem mobning fra det robuste flertals side. Men jeg sætter selv stor pris på en række robuste mennesker. Jeg kunne slet ikke undvære dem!

Medlemmer, der skaber uro
Hvis medlemmer af særligt sensitiv-grupper er ude med riven efter andre medlemmer og beskylder dem for ikke at være sensitive, kan det faktisk skyldes, at de ikke selv er særlige sensitive - paradoksalt nok. Netgruppers administratorer kan ikke altid være sikre på, at dem, de lukker ind, er særligt sensitive. Det er umuligt at kontrollere.
Desuden kan der være særligt sensitive medlemmer, som oven i sensitiviteten er psykisk ustabile eller ligfrem psykisk syge og derfor bryder ud i vrede og angreb. (Ikke at alle psykisk ustabile eller psykisk syge gør det, langt fra.)
Det kan give uro i sådanne grupper. Mange steder forsøger administratorer at gribe ind over for den slags, ved jeg. Men det kan alligevel blive belastende. Det er en af ulemperne ved grupper på nettet - i bred forstand.

Jeg bryder mig heller ikke om, hvis særligt sensitive bruger deres sensitivitet som undskyldning for at droppe al god opførsel - og fx råbe og skælde ud i tide og utide, eller kræve, at hele familien eller hele boligblokken er musestille. Vi må selv i videst muligt omfang finde metoder, så vi ikke skal tyrannisere andre for at holde ud at være til (jeg nævner i flæng: Vi kan bruge ørepropper, tænde for hvid støj på vores mobil eller selv aktivt opsøge stille steder).

Vi er i høj grad enegængere
Du skal ikke føle dig forkert, fordi du ikke trivedes så godt i sensitiv-grupperne.
Det ligger i vores træk, at vi overordnet set ikke er så gode til grupper, ikke har så meget ud af dem. Vi er i høj grad enegængere.
Måske skal du blot nøjes med at snuse til grupperne engang i mellem, eller du skal slet ikke være der.
Måske vil du have meget mere ud af at være med i en gruppe, som handler om en interesse, du har (bøger, film, cykling, naturoplevelser eller noget helt syvende), og slet ikke specifikt om dit personlighedstræk. Eller måske kunne du i meget højere grad nyde at gå til en eller anden ting ude i verden - sammen med både robuste og sensitive. Måske kunne du have glæde af at gå til kor, når du nu er så glad for musik?
Eller måske skal du bare slå dig til ro med, at grupper ikke lige er dig. Sådan kan det også være - og det er virkelig OK.

Alt det allerbedste
Ane-Marie Kjeldberg



(Mailen er anonymiseret og gengivet med mailskriverens tilladelse)

En rødhårets handlinger har ikke altid med det røde hår at gøre

Jeg er særligt sensitiv og kommer af en familie, hvor mange medlemmer har været og er det samme.
Det har givet mig en del besværligheder i mange år - bl.a. i folkeskolen - men også rigtig mange glæder og følelser af at være brugbar.

Men ud over det særligt sensitive har jeg også en historie, en baggrund. Ikke alt, hvad jeg er og står for, kommer af sensitiviteten. Alle har en baggrund og forhistorie. Vi sensitive har, og de robuste har også.
Og mange af os (robuste såvel som sensitive) har større eller mindre skrammer.

Mine skrammer
Jeg er en af dem med skrammer i bagagen.
Mine forældre var på mange måder dejlige og gav mig god ballast. De var intelligente og belæste, de havde kvalitetssans, skarpt blik for hulhed, opblæsthed og materielt snobberi, de havde sans for (og indignation over) social uretfærdighed, de havde stor kærlighed til naturen, de havde evne for humor og ironi (hver på sin måde) og de rummede i ganske vidt mål min sensitivitet.

Men min far var også præget af posttraumatisk stress efter sin tid som modstandsmand, hvilket kort fortalt gjorde, at han havde uberegnelige vredesudbrud, hvor han eksploderede i udskældninger og slog sine børn (med livremme, flad hånd og knoer) (jeg oplevede vistnok kun den flade hånd og knoerne - samt i høj grad udskældningerne).
Og min blide mor havde haft en nærmest eventyragtigt ond stedmor, som slog samt ydmygede på de mest avancerede måder. Min mor udviklede en aldrig behandlet depression (hun kunne jo godt passe sit arbejde og sit hjem), voldsom migræne og med tiden et lille overforbrug af smertestillende piller. Hun var som følge ofte uoplagt, irritabel og træt afvisende. Jeg gjorde meget for at hjælpe og opmuntre hende - men det lykkedes naturligvis ikke (et barn kan ikke bekæmpe en voksens depression).

Som voksen knyttede jeg mig stærkt til en venlig, stilfærdig mand.
Men også han havde skrammet bagage, viste det sig.
Han var som lille udsat for et alvorligt traume.
Manden, jeg knyttede mig til, havde været alvorligt syg som barn og blev i en alder af ni måneder indlagt seks måneder på hospital. Han fik i de første tre måneder korte besøg, men der var ikke noget med medindlagte forældre dengang. Siden blev han indlagt i en anden landsdel for yderligere tre måneder. Lægerne påstod, at det ikke ville skade en et-årig at være væk fra sine forældre så længe uden at få besøg. Det havde forældrene tillid til. Og for forældrene var besøg rent praktisk og økonomisk meget vanskeligt, så drengen var alene i København i tre måneder.
Derefter kom den lille hjem igen. Han var et intelligent, venligt og meget medgørligt barn, som aldrig blev sur på sine forældre. Han passede i høj grad sig selv og havde i øvrigt diverse interesser og venner. Havde venlig humor.
Som voksen fik han god uddannelse og job og var vellidt og velfungerende der.
Men det viste sig at være vanskeligt for ham at indgå i et tæt forhold til et andet voksent menneske. Han var gnaven, afvisende og krænket vred i lange perioder.
I dag ved man, at børn, der har mistet kontakten til nære voksne lige før et-årsalderen får den slags problemer med nærhed. De er blevet berøvet nogle grundlæggende redskaber, herunder en grundlæggende tillid. (Heldigvis kan de få det bedre og få bedre redskaber ved som voksne at være i en nær kontakt over længere tid.)

Alle de nævnte skrammer har - sammen med andre knubs - præget mig.
Havde jeg ikke været særligt sensitiv, havde jeg sikkert håndteret dem anderledes - var måske blevet mere vred og udadrettet destruktiv. Eller havde bare håndteret dem mere håndfast.

En rødhårets handlinger har ikke altid med det røde hår at gøre
Som det er, er jeg blevet et menneske, som har antennerne meget ude, lægger meget mærke til andres stemninger og i den grad ønsker mig fred og venlighed. På den negative side er jeg ofte meget bekymret for om/hvis andre er vrede på mig, og jeg føler ofte, at jeg er urimelig, hvis jeg har andre ønsker/planer/behov end mine nærmeste (eller andre, som kommer tæt på mig).
Men det har ikke sit udspring i sensitiviteten, det har sit udspring i min baggrund og forhistorie. Og der skal vi huske at skelne - os, der selv er særligt sensitive, men også vores robuste omgivelser, herunder kritikerne af særligt sensitiv-begrebet.
Ikke alt skal proppes ind under sensitiv-hatten.

Ligesom ikke alt skal proppes ind under robust-hatten. At en mand fx er hidsig og banker sin hund, eller at en kvinde spiller hvinende dårligt violin har ikke deres udspring i robustheden. Det har noget med deres specifikke opvækst eller (for kvindens vedkommende) (musik)gener at gøre.

Vi kan også pinde den helt derud, hvor vi husker på, at en rødhårets adfærd ikke altid har med det røde hår at gøre (det er faktisk rigtig sjældent, at der er en sammenhæng!).

Vi er særligt sensitive / højsensitive / hsp'ere - men vi er også bare mennesker med en ballast og en forhistorie. Som alle andre mennesker.
Vi må ikke glemme livsbagagen.

"Man føler sig empowered, når man er færdig med at læse den" - anmelder om min nye særligt sensitiv-bog

 Jeg er så glad og taknemmelig! Det strømmer nemlig ind med gode anmeldelser af "Hvad skal vi med særligt sensitive?"

Nikoline Hannibal skriver:

"Det er dejligt med en letlæselig bog omkring værdien af at være højsensitiv. Bogen er meget overkommelig grundet de forholdsvis få sider ift. de andre bøger på markedet om samme emne. Fordelen ved netop denne bog er, at den er kort og præcis, og beskriver tydeligt og enkelt, hvordan man som særlig sensitiv har en stor værdi, og hvordan man bedst udnytter den, og ser på sig selv som værdifuld.
Den kommer med konkrete eksempler og situationer, og giver små øvelser undervejs, så man når at reflektere over det.
Pointen i denne bog er, at vi er værdifulde, fordi vi er sensitive – og ikke på trods af det.

Jeg kan anbefale alle, som er nysgerrige på deres sensitivitet at læse bogen. Man føler sig empowered, når man er færdig med at læse den. Det følte jeg i hvert fald!"

Køb e-bogen på Saxo.

"En god bog, der får en til at reflektere og fundere" - endnu en god anmeldelse :-)

Ny anmeldelse af "Hvad skal vi med særligt sensitive" netop indløbet. Klinisk klinikassistent Dorthe Olsen skriver blandt andet:

"En god bog, der får en til at reflektere og fundere over, hvad man kan gøre som hsp'er, den sætter tanker i gang, og på en nem og fin måde opfordrer den til at skrive dem ned.

Bogen er fyldt med anerkendelse af vores karaktertræk [...] der gør, at man kan nikke med, fælde en tåre over at det er den virkelighed som vi lever i, trække på smilebåndet og ryste på hovedet af den verden, der ikke forstår vores stærkt følende træk og indre.

Forfatteren bruger skønne ord som ikke-gøren, det er et ord der fanger de fleste, for hvem har ikke lyst til at flyve væk for en tid og finde sin ro igen, lækkert ord.
Og dræberen, som vi alle kender og hader, ja pludselig får 'dræberen' en ny dimension og betyder ikke så meget længere [...]

Havde flere aha-oplevelser da jeg læste bogen, nogle af de oplevelser klappede mig venligt på skulderen og nogle lossede mig hård i r...., men det har man jo også brug for, for at finde sig selv. Og med denne bog kom jeg lidt tættere målet.
Alt i alt en helt nede på jorden god bog."

NY DEJLIG ANMELDELSE: "DER ER BRUG FOR MIG I VERDEN, PÅ MIN MÅDE"

Fysioterapeut og coach Camilla Qwist har anmeldt "Hvad skal vi med særlige sensitive?":
"Bogen kommer med nogle gode konkrete værktøjer til at blive opmærksom på vores forcer som HSP. Synes at Ane-Marie formår at holde det nede på jorden, og gøre det meget brugbart i en almindelig dagligdag. Med sine finurlige ord, skarphed og varme, formidles der et personligt syn på det at være HSP.
Jeg kan godt lide, at der bliver spurgt ind til "hvordan har du gjort det tidligere?" Det giver en form for frihed, at vide, at man har gjort noget godt tidligere og har taget hensyn til sin sensitivitet, også selvom man er helt "ny" HSP'er.
Sidder tilbage med en følelse af, at jeg er helt okay, som jeg er, og at der er brug for mig i verden, på min måde :-)"

Bogen kan købes på Saxo.

FØRSTE ANMELDELSE = GLAD FORFATTER

:-)
"Hvad skal vi med særligt sensitive?" får snart sin første anmeldelse, og vi har fået lov at få et smugkig:
Mag. art. Louise C. Larsen skriver i sin anmeldelse bl.a.: "en kort, praktisk bog, der oplister kompetencer og gode råd til at spare på og genvinde kræfterne, hver især efterfulgt af opfordringen til at skrive egne erfaringer eller opdagelser ned" og
"Ane-Marie Kjeldbergs praktiske guide har åbnet og klarlagt og givet denne læser ny forståelse, som hun allerede er begyndt at gøre brug af".

Forfatteren er glad :-)








.

Hvordan man (ikke altid) kan tackle dræbere - eller: This too shall pass

I min bog "Hvad skal vi med særligt sensitive?" har jeg et kapitel om, at vi skal sørge for at skærpe vores muligheder for at blomstre ved blandt andet at passe godt på os selv. Herunder skriver jeg om, at vi bør minimere eller afslutte kontakten til dræbere.

Dræbere er mennesker, som er grænseoverskridende bedrevidende, belærende eller nedladende - eller decideret ondskabsfulde.

Umiddelbart efter, at bogen var udgivet, blev jeg kontaktet af en bekendt (der i øvrigt ikke har læst bogen), som havde store problemer med sin fraskilte kone, som behandler ham nedladende og arrogant. Men han og exen har tre børn sammen, så han kan ikke afslutte kontakten og heller ikke beskære den mere, end den allerede er.

To dage efter oplevede jeg selv i en arbejdsmæssig kontakt (og nej, det var ikke en kontakt til mine rare forlag) at en person optrådte overrumplende grænseoverskridende og nedladende over for mig. Og kunne jeg afslutte kontakten? Nej, det var simpelthen ikke akut muligt af rent praktiske årsager.

Så ét er gode principper, et andet er de undtagelser, som virkeligheden med en sardonisk latter slynger i hovedet på én.

Jeg fastholder stadig, at vi skal passe på os selv. Men enkelte gange må afstanden til dræbere (i hvert fald for en tid) lægges rent mentalt. Det er så til gengæld des mere vigtigt at være sig bevidst, at man har ret til at lægge den afstand. At man for sin egen psykiske overlevelses skyld bør se det sådan, at den vrede exkones nedgøren og arrogance er HENDES projekt, som exmanden reelt ikke har noget at gøre med. Og at samarbejdspartnerens nedladenhed på samme vis er HENDES projekt, ikke mit.
At man på et dybt og inderligt niveau må lade nedladenhederne og arrogancerne passere ind ad det ene øre og ud af det andet.

Og imens må man holde sig til Sufi-poeten Attars ord: "This too shall pass."

Samtidig bliver jeg så taknemmelig over, at der findes så mange venlige, samarbejdsvillige og ordentlige mennesker i verden. Det er en stor trøst, når man for en tid er tvunget til at være for tæt på en dræber.

Hvad skal vi med særligt sensitive? - en positiv hjertestyrker af en bog. Nu på gaden!

Min bog Hvad skal vi med særligt sensitive? er en kort, overskuelig og positiv hjertestyrker til dig, der er kommet i tvivl om dine forcer som særligt sensitiv. Dig, der tænker: ”Men hvad dur jeg egentlig til?”

Hvad skal vi med særligt sensitive? er skrevet af en hverdagsekspert. Jeg er nemlig hverken psykolog, psykoterapeut eller coach. Derimod har jeg levet med mit særligt sensitive personlighedstræk i mere end et halvt århundrede, og jeg kommer af en familie, hvor flere har trækket. Desuden har jeg på andre fronter gennem årene haft kontakt til en del særligt sensitive.
En bog i øjenhøjde, en bog baseret på praktisk hverdagserfaring, i al stilfærdighed ophobet gennem generationer.

Bogen er netop udkommet og kan købes som e-bog hos Saxo.

Terror - og roser, sandskulpturer og NU

De fleste i dette land er formentlig i en eller anden grad påvirket af angsten for terror. Og jeg ved, at mange særligt sensitive er meget, meget påvirkede af de terrorhandlinger, som rammer lande nær på os, og som også har ramt Danmark.

Den forbandet gode forestillingsevne
Som særligt sensitive påvirkes vi måske ekstra meget, fordi vi har en så forbandet god forestillingsevne og er så pokkers gode til hvad-nu-hvis'er.

Personligt ser jeg altid steder og situationer, hvor terrorister kunne slå til. Jeg vil lade være at gå i detailler, for jeg vil absolut ikke give nogen gode idéer. Jeg håber blot, at PET har bataljoner af hsp'ere ansat - med endnu bedre fantasi, end jeg har.

Forleden fredag - på femårsdagen for Breiviks massedrab i Norge - var der skyderi i München. Muligvis var det ikke en egentlig terrorists værk, men blot en personligt hævngerrig teenagers udåd. (Forskellen fremhæves i medierne, men for de ramte er den vel uden nogen form for betydning.)
Uanset hvad, så satte drabene i München skub i min angst. Jeg lå vågen om natten. Vendte og drejede mig.
Jeg var som altid bange for, at noget skal ske mine kære. Frygten for, at jeg selv skal blive ramt, er ikke den, der fylder. (Bare jeg i så fald må dø hurtigt.) Jeg tænker på mine børn og børnebørn, min mand, min svigersønner, mine venner, kolleger, naboer og bekendte.
Og jeg er bange, når jeg tænker på vores verdens fremtid, på demokratiet og tilliden mellem mennesker.

Freden NU
Min mand sov, det samme gjorde min datter og hendes kæreste, som var hjemme på besøg. Ingen af dem havde hørt om skyderiet endnu. Hunden sov. Jeg følte mig meget alene, men ville ikke begynde at vække nogen. Så jeg lå bare - uroligt, hvileløst.

Ind ad det åbne vindue kom med ét dufte fra haven, og pludselig holdt jeg op med at skifte stilling. Jeg lå der og mærkede al denne vækst omkring mig. Blomster, græs, bøgen ved terrassedøren, douglasgranen ved gavlen, lærketræerne i vestskellet. Alt dette liv. På landevejen udenfor var der stille, og jeg bildte mig ind at kunne høre vinden i træerne oppe i min elskede skov.

Og det gik op for mig, at lige NU var jeg i fred, lige NU var alle mine nære, så vidt jeg vidste, uden for fare. Og det gik samtidig op for mig, at jeg skal suge det til mig, hvert eneste nu, hvor der er fred. At det er det eneste, jeg har. At det er det eneste, vi alle har. Og at det altid har været sådan. At det er styrken, vi kan fortsætte på.
Det stod meget klart og stærkt for mig. Og jeg følte mig taknemmelig som aldrig før.
Lå lidt og bare sugede fred til mig. Og kunne endelig falde i søvn.

Roserne og stilheden kan ikke røres
Den næste morgen meget tidligt var jeg ude med hunden i haven. Jeg var søvnig, men roserne stod så fulde af blomster, og der var så stille, at jeg vågnede op. Stilheden og roserne kan terrorister ikke få bugt med, slog det mig med ét. Stilheden er uanfægtet, og det er roserne også. Stilheden bag alle ting kan ingen røre. Rosernes skønhed heller ikke. Måske den enkelte roses, men et andet sted vil en anden rose blomstre næste år.
Følelsen af fortrøstning kom i en kraftig bølge, som fik mig til at smile med hele kroppen. Hunden kiggede på mig, logrede. Lidt efter gik vi ind.

Skulpturer af sand
I dagens løb var jeg med familien ude ved Vesterhavet, hvor vi så en udstilling af skulpturer lavet af sand. Sand, der er fugtet og presset hårdt sammen og derved kan formes til fantastiske kæmpestore figurer. Skulpturerne var meget flottere og mere udtryksfulde, end jeg havde kunnet forestille mig. Rene kunstværker, mange af dem Jeg gik længe rundt og betragtede og fotograferede.
Først dagen efter kom jeg til for alvor at tænke over, at skulpturerne kun står til engang i efteråret. Så brydes de atter ned og ligger som sandbunker, indtil kunstnerne næste år skaber nye skulpturer over et nyt tema. Forgængeligheden, som gælder alle væsner og ting, ses her så tydeligt illustreret. Forgængeligheden, men også det evige kredsløb. Den evige nystart. Og dermed håbet.

Og nej, jeg ved det udmærket godt. Dette er ikke den store filosofi eller noget som helst i retning af en politisk vision.
Det er hverdagshalmstrå.
Men jeg mærker, at de kan bære mig oppe for en tid.
Så jeg vil holde fast i det fredelige NU, roserne, stilheden bag alt - samt de skulpturer, man kan bygge af sand, rive ned og bygge igen i en anden form næste forår.

(Sandskulpturerne, jeg så, findes i Søndervig. De kan opleves indtil sidst i oktober.)


.

Vi HAR færre kræfter (til overs)

Der er i de senere år skrevet mange bøger og artikler om introverte og hsp’ere. Og det er en berigelse og støtte for os, der hører til en af de to grupper – eller begge, som det for mig at se ofte er tilfældet.
Disse bøger og artikler rummer redegørelser for trækkenes karakteristika, og der gives mange anvendelige råd om, hvordan man som introvert eller hsp’er tackler hverdagslivet i en verden, hvor det ekstroverte og robuste er i høj kurs.

Vi kan ikke alle blive kongers rådgivere
Litteraturen om emnet nævner også, at vi har diverse positive egenskaber, men ikke helt sjældent gås der lidt let hen over disse egenskaber. Nogle steder nævnes, at hsp’ere har været kongers og andre lederes rådgivere, eller at vi er gode til at arbejde med mennesker, fordi vi har så god indfølingsevne. Det er der en hel del om, men vi kan ikke alle blive lederrådgivere, dertil har vi ikke alle uddannelsen – og der er simpelthen heller ikke ledere nok. Og vi har den gode indfølingsevne, men vi trættes også, hvis vi skal være indfølende alt for længe ad gangen – simpelthen fordi vi føler så meget af, hvad andre føler, og vi tager os det nært.

Det er grundlæggende dejligt at høre om, at hsp’ere har været højt skattede førhen, og at vi fx kan være supergode til at arbejde med mennesker. Det fortælles uden tvivl for at styrke vores selvtillid, og umiddelbart kan det også have den effekt.
Men desværre kan det også nogle gange trække (nogle af) os ned.

Kræfterne er færre
En stor del af litteraturen og traditionen på feltet synes nemlig at gå en smule uden om det faktum, at vi som hsp’ere/introverte ofte må erkende, at vi har færre kræfter til at arbejde, deltage i fællesskaber eller på anden vis ”fare rundt” (som vi ofte vil kalde det) end vores ekstroverte og robuste medborgere. Også selv om vi lærer at rekreere, sige fra og søge stilhed. Det påstås ikke helt sjældent, at vi kan det samme som alle de andre. Men det kan vi samlet set ikke. Vi opsamler og påvirkes af flere indtryk end størstedelen af befolkningen, og vi har dermed brug for mere tid til at forarbejde og rekreere. Summa summarum står vi tilbage med færre timer, hvor vi kan arbejde og på anden vis være på, end majoriteten. Ikke fordi vi er nogle slatne dovenlarser, eller fordi vi ingen kræfter har. Vi har masser af kræfter – vi har bare brug for en del af dem til at samle og bearbejde alle de ekstra mange indtryk, vi sanser, og til at finde balance igen, når vi er færdige med det.

Super-succes-hsp'erne - og os andre
Nogle hsp’ere har trækket i mindre udpræget grad, eller de har held til at indrette deres liv smidigt, og kan nå endog meget vidt og få masser af anerkendelse på diverse fronter. Det er der mange fine eksempler på, og det er jo virkelig dejligt.
Men andre står måske med et deltidsjob eller uden et i nutiden traditionelt job. Eller de bestrider et fuldtidsjob, men når bestemt ikke til at blive direktører eller på anden vis gøre klassisk karriere, og er i fritiden for udmattede til at arrangere (eller bare deltage i) skægge forældretræf i børnehaven, sy børnenes fastelavnstøj, passe børnebørn i dagevis eller bage brød og dyrke køkkenhave. Er de så fiaskoer?
Nej, det er de ikke, men at de kan føle sig sådan er forståeligt. I et samfund med fokus på præstation, lønsomhed og voldsom aktivitet kan både hsp’erne og det robuste flertal ende med at være i tvivl om, hvad i alverden hsp’erne er godt for. Hvad skal vi med de skravl?

I min nye bog vil vi se på, hvad vi som hsp’ere kan bidrage med, selv om vi ikke er supersucces-hsp’ere, der har fundet en ideel niche (og det har de fleste af os nu en gang ikke; de fleste af os skal bare  finde os til rette med at begå os ude i en robust og ekstrovert verden).

Hvad skal vi overhovedet med højsensitive - det skravl?

Denne side er dedikeret til dig, der er højsensitiv (også kaldet hsp'er), og som er kommet i tvivl om, hvad meningen med dig overhovedet er.
I en verden som vores nuværende, der præges af krav om robusthed og 24-7-udadvendthed, kan man virkelig godt på dystre dage komme ind i overvejelser om, hvorvidt man som hsp'er mv. ikke bare er en unyttig fejlfunktion, som verden var bedre tjent uden.

Men budskabet er: Verden HAR brug for individer som os. Selv i dyreverdenen er der blandt de højere udviklede arter en procentdel hsp-dyr pr. population.
Vi er (en uundværlig) del af verdens samlede balance.

En hverdags-højsensitivs bekendelser
Her på siden kan du få glimt af en ganske almindelig højsensitivs liv (mit!) - jeg er nemlig hverken psykolog, psykoterapeut eller coach, men har et langt livs erfaringer at trække på og derudover en hverdag, som giver mig glæder og udfordringer. Jeg er med andre ord i øjenhøjde med den gennemsnitlige hverdags-højsensitive (hvis der findes sådan en).
Du kan læse mere om mig og mit (forfatter)liv under 'Om'.

Læs mere om meningen med højsensitive i min bog 'Hvad skal vi med særligt sensitive?' (Udkommer i juli/august 16.)

Kærlige hilsner
Ane-Marie Kjeldberg