Hvordan man (ikke altid) kan tackle dræbere - eller: This too shall pass

I min bog "Hvad skal vi med særligt sensitive?" har jeg et kapitel om, at vi skal sørge for at skærpe vores muligheder for at blomstre ved blandt andet at passe godt på os selv. Herunder skriver jeg om, at vi bør minimere eller afslutte kontakten til dræbere.

Dræbere er mennesker, som er grænseoverskridende bedrevidende, belærende eller nedladende - eller decideret ondskabsfulde.

Umiddelbart efter, at bogen var udgivet, blev jeg kontaktet af en bekendt (der i øvrigt ikke har læst bogen), som havde store problemer med sin fraskilte kone, som behandler ham nedladende og arrogant. Men han og exen har tre børn sammen, så han kan ikke afslutte kontakten og heller ikke beskære den mere, end den allerede er.

To dage efter oplevede jeg selv i en arbejdsmæssig kontakt (og nej, det var ikke en kontakt til mine rare forlag) at en person optrådte overrumplende grænseoverskridende og nedladende over for mig. Og kunne jeg afslutte kontakten? Nej, det var simpelthen ikke akut muligt af rent praktiske årsager.

Så ét er gode principper, et andet er de undtagelser, som virkeligheden med en sardonisk latter slynger i hovedet på én.

Jeg fastholder stadig, at vi skal passe på os selv. Men enkelte gange må afstanden til dræbere (i hvert fald for en tid) lægges rent mentalt. Det er så til gengæld des mere vigtigt at være sig bevidst, at man har ret til at lægge den afstand. At man for sin egen psykiske overlevelses skyld bør se det sådan, at den vrede exkones nedgøren og arrogance er HENDES projekt, som exmanden reelt ikke har noget at gøre med. Og at samarbejdspartnerens nedladenhed på samme vis er HENDES projekt, ikke mit.
At man på et dybt og inderligt niveau må lade nedladenhederne og arrogancerne passere ind ad det ene øre og ud af det andet.

Og imens må man holde sig til Sufi-poeten Attars ord: "This too shall pass."

Samtidig bliver jeg så taknemmelig over, at der findes så mange venlige, samarbejdsvillige og ordentlige mennesker i verden. Det er en stor trøst, når man for en tid er tvunget til at være for tæt på en dræber.

Hvad skal vi med særligt sensitive? - en positiv hjertestyrker af en bog. Nu på gaden!

Min bog Hvad skal vi med særligt sensitive? er en kort, overskuelig og positiv hjertestyrker til dig, der er kommet i tvivl om dine forcer som særligt sensitiv. Dig, der tænker: ”Men hvad dur jeg egentlig til?”

Hvad skal vi med særligt sensitive? er skrevet af en hverdagsekspert. Jeg er nemlig hverken psykolog, psykoterapeut eller coach. Derimod har jeg levet med mit særligt sensitive personlighedstræk i mere end et halvt århundrede, og jeg kommer af en familie, hvor flere har trækket. Desuden har jeg på andre fronter gennem årene haft kontakt til en del særligt sensitive.
En bog i øjenhøjde, en bog baseret på praktisk hverdagserfaring, i al stilfærdighed ophobet gennem generationer.

Bogen er netop udkommet og kan købes som e-bog hos Saxo.

Terror - og roser, sandskulpturer og NU

De fleste i dette land er formentlig i en eller anden grad påvirket af angsten for terror. Og jeg ved, at mange særligt sensitive er meget, meget påvirkede af de terrorhandlinger, som rammer lande nær på os, og som også har ramt Danmark.

Den forbandet gode forestillingsevne
Som særligt sensitive påvirkes vi måske ekstra meget, fordi vi har en så forbandet god forestillingsevne og er så pokkers gode til hvad-nu-hvis'er.

Personligt ser jeg altid steder og situationer, hvor terrorister kunne slå til. Jeg vil lade være at gå i detailler, for jeg vil absolut ikke give nogen gode idéer. Jeg håber blot, at PET har bataljoner af hsp'ere ansat - med endnu bedre fantasi, end jeg har.

Forleden fredag - på femårsdagen for Breiviks massedrab i Norge - var der skyderi i München. Muligvis var det ikke en egentlig terrorists værk, men blot en personligt hævngerrig teenagers udåd. (Forskellen fremhæves i medierne, men for de ramte er den vel uden nogen form for betydning.)
Uanset hvad, så satte drabene i München skub i min angst. Jeg lå vågen om natten. Vendte og drejede mig.
Jeg var som altid bange for, at noget skal ske mine kære. Frygten for, at jeg selv skal blive ramt, er ikke den, der fylder. (Bare jeg i så fald må dø hurtigt.) Jeg tænker på mine børn og børnebørn, min mand, min svigersønner, mine venner, kolleger, naboer og bekendte.
Og jeg er bange, når jeg tænker på vores verdens fremtid, på demokratiet og tilliden mellem mennesker.

Freden NU
Min mand sov, det samme gjorde min datter og hendes kæreste, som var hjemme på besøg. Ingen af dem havde hørt om skyderiet endnu. Hunden sov. Jeg følte mig meget alene, men ville ikke begynde at vække nogen. Så jeg lå bare - uroligt, hvileløst.

Ind ad det åbne vindue kom med ét dufte fra haven, og pludselig holdt jeg op med at skifte stilling. Jeg lå der og mærkede al denne vækst omkring mig. Blomster, græs, bøgen ved terrassedøren, douglasgranen ved gavlen, lærketræerne i vestskellet. Alt dette liv. På landevejen udenfor var der stille, og jeg bildte mig ind at kunne høre vinden i træerne oppe i min elskede skov.

Og det gik op for mig, at lige NU var jeg i fred, lige NU var alle mine nære, så vidt jeg vidste, uden for fare. Og det gik samtidig op for mig, at jeg skal suge det til mig, hvert eneste nu, hvor der er fred. At det er det eneste, jeg har. At det er det eneste, vi alle har. Og at det altid har været sådan. At det er styrken, vi kan fortsætte på.
Det stod meget klart og stærkt for mig. Og jeg følte mig taknemmelig som aldrig før.
Lå lidt og bare sugede fred til mig. Og kunne endelig falde i søvn.

Roserne og stilheden kan ikke røres
Den næste morgen meget tidligt var jeg ude med hunden i haven. Jeg var søvnig, men roserne stod så fulde af blomster, og der var så stille, at jeg vågnede op. Stilheden og roserne kan terrorister ikke få bugt med, slog det mig med ét. Stilheden er uanfægtet, og det er roserne også. Stilheden bag alle ting kan ingen røre. Rosernes skønhed heller ikke. Måske den enkelte roses, men et andet sted vil en anden rose blomstre næste år.
Følelsen af fortrøstning kom i en kraftig bølge, som fik mig til at smile med hele kroppen. Hunden kiggede på mig, logrede. Lidt efter gik vi ind.

Skulpturer af sand
I dagens løb var jeg med familien ude ved Vesterhavet, hvor vi så en udstilling af skulpturer lavet af sand. Sand, der er fugtet og presset hårdt sammen og derved kan formes til fantastiske kæmpestore figurer. Skulpturerne var meget flottere og mere udtryksfulde, end jeg havde kunnet forestille mig. Rene kunstværker, mange af dem Jeg gik længe rundt og betragtede og fotograferede.
Først dagen efter kom jeg til for alvor at tænke over, at skulpturerne kun står til engang i efteråret. Så brydes de atter ned og ligger som sandbunker, indtil kunstnerne næste år skaber nye skulpturer over et nyt tema. Forgængeligheden, som gælder alle væsner og ting, ses her så tydeligt illustreret. Forgængeligheden, men også det evige kredsløb. Den evige nystart. Og dermed håbet.

Og nej, jeg ved det udmærket godt. Dette er ikke den store filosofi eller noget som helst i retning af en politisk vision.
Det er hverdagshalmstrå.
Men jeg mærker, at de kan bære mig oppe for en tid.
Så jeg vil holde fast i det fredelige NU, roserne, stilheden bag alt - samt de skulpturer, man kan bygge af sand, rive ned og bygge igen i en anden form næste forår.

(Sandskulpturerne, jeg så, findes i Søndervig. De kan opleves indtil sidst i oktober.)


.