Højsensitive kan da ikke lide sex, vel?

Jeg er flere gange stødt på den fordom, at vi højsensitive er lidt snerpede eller måske ligefrem aseksuelle - og i hvert fald ikke ret godt kan lide sex.
Hvor formodningen kommer fra, ved jeg ikke. Min læsning, samtaler med højsensitive og mine egne erfaringer siger mig, at fordommen ikke har det mindste hold i virkeligheden. Tværtimod føler og nyder vi erotikkens mystik, kraft og subtile træk tydeligere og mere end flertallet - hvilket jeg har benyttet mig af som skønlitterær forfatter 

Hvorfor opfattes vi højsensitive som uinteresserede i sex?
Måske fordi vi går mindre - og mindre begejstret - i byen, på diskotek og til fest end flertallet. Og fordi det at gå i byen for mange danskere er mådEN at finde en partner, i hvert fald til one night-stands.

Måske fordi vi overordnet set overvejer risici mere end det robuste flertal.Så måske er vi simpelthen også mindre interesserede i one night-stands, fordi vi vil være mere trygge og kende modparten, inden vi går i seng med et andet menneske.

Og måske har vi, fordi vi på denne vis vægter tryghed, en tendens til at have en kortere liste af sexpartnere samlet set gennem vores tilværelse.

Men der ud over er mange af os højsensitive velsignet med en evne til at føle og nyde subtil erotisk spænding i rigt mål. Som Elaine Aron siger: "compared to others, HSPs are more likely [...] to be turned on by subtle rather than explicit sexual cues".
Der skal ikke så meget til, og vi kan have store erotisk-farvede oplevelser, hvor der i andres (robustes) øjne nærmest ikke sker noget som helst. Det har jeg som skønlitterær forfatter beskæftiget mig med i nogle af teksterne i novellesamlingen Aktstykker (som visse robuste læsere helt klart måtte overveje nøje for at kunne se nogen mening (eller erotik) i ;-) ).

Mange højsensitive føler også i rigt mål erotikkens mystik og store kraft. Sex er ikke bare sex, det er forbindelse til urkraften, måske til de helt store eksistentielle følelser og til en kraft, der simpelthen kan forandre vores liv. Forandringskraften i erotikken skriver jeg om i serien Sommerfolket, hvis første to afsnit netop er udgivet af Lindhardt og Ringhof. I denne serie, som foregår i 1960'erne, ændres tilværelsen for en række mennesker i sommerhusområdet Grå Klit, da erotisk varme slår ned først i balletdanseren Solbjørgs liv efter mange år i et udtørret ægteskab, hvorefter den erotiske forandringskraft breder sig i en dominoeffekt.
Ikke alle personer i Sommerfolket er højsensitive, men nogle har større eller mindre aspekter af trækket; og som forfatter har jeg brugt min højsensitive side til at formidle erotikkens fantastiske forvandlende magt.

Erotik er noget uomgængeligt, stærkt og spændende for de allerfleste, højsensitive såvel som robuste.

Brevkassen: "Ville verden ikke være et meget bedre sted, hvis den kun var befolket af højsensitive?

En læser spørger kort og godt: "Ville verden ikke være et meget bedre sted, hvis den kun var befolket af højsensitive?"

Jeg forstår godt, at man nogle gange kan komme til at tænke sådan, især hvis man har haft belastende oplevelser med uempatiske og grænseoverskridende repræsentanter for det robuste karaktertræk (og det er her meget vigtigt at huske, at ikke (nær) alle robuste er hverken uempatiske eller grænseoverskridende).

Pinefulde fester
Også hvis man har været tvunget til at være i meget støjende omgivelser fyldt med larmende (robuste) mennesker, eller hvis man har været nødt til at deltage i en lang - og for mange højsensitive pinefuld og meningsløs - fest fyldt med uvedkommende mennesker, som opfører sig umådeligt festligt, kan tanken komme op: Hvor ville her være meget mere fredeligt, hvis vi kun var os, og hvor ville selskabelighed være meget mere rar (og sjælden)! Det ville være noget med at mødes på to-, tre- eller max. firemandshånd, drikke kaffe eller spise aftensmad og gå hjem igen! Sådan har jeg også nogle gange tænkt (ikke helt sjældent :-) ).

Ufred
Også ved konfrontationen med ufred i stort og småt kan man få den tanke, at den ville være ikke-eksisterende, hvis vi kun var højsensitive i verden. Men uenighed findes også blandt højsenstive, simpelthen fordi vi er vidt forskellige mennesker med vidt forskellige holdninger. Og uenighed giver en eller anden grad af ufred og brud på idyllen. 'Kampene' ville være anderledes, hvis vi ikke havde de robuste til at tage en del af dem (og vi skal huske, at de robuste ofte også kæmper på vegne af højsenstive medmennesker), men de ville være der, det er jeg sikker på.

De robuste er uundværlige
Nej, jeg tror ikke, vi højsensitive kan undvære de robuste. Mange af os har højt skattede ægtefæller eller venner af den robuste slags, og vi mærker i det private hverdagsliv, hvordan det robuste og det højsenstive supplerer hinanden godt.
Men også i samfundslivet nyder vi godt af de robuste. Vi har som samfund brug for mennesker, der reagerer hurtigt, spontant, modigt og udholdende. Vi har også brug for mennesker med et vist lag af hård hud på sjælen. Og sågar for de robustes større udadvendthed og selskabelighed, som kan fungere som mellemmenneskeligt bindemiddel. Et samfund af kun højsensitive ville bevæge sig meget langsomt og forsigtigt og - det er jeg sikker på - lettere bukke under ved udefrakommende belastninger og udfordringer.

De robuste kunne ikke klare sig uden de højsensitive
Samtidig er jeg overbevist om, at der er en mening med, at 30% af alle populationer af mennesker og højere udviklede dyr er særligt sensitive.
Samfundet har brug for vores velovervejethed, iagttagen, forsigtighed og blidhed.
De robuste kunne ikke klare sig uden os - men vi heller ikke uden dem.

Brevkasse-svar: "Vi højsensitive skal opføre os ordentligt og ikke gøre os umulige"

Brevkassen fik en mail fra en højsensitiv kvinde, som overvejer at bede medrejsende om ikke at spise i togets stillezone, da hun synes det lugter og larmer forfærdeligt:

Hej Ane-Marie Kjeldberg!

Jeg har et spørgsmål om, hvad man kan bede sine medmennesker om at gøre for at tage hensyn til os særligt sensitive. Jeg rejser nemlig en del i tog, og kører altid i stillezone, når der er mulighed for det. Det giver fred for snak, grinen, telefonsamtaler, blippende spil og skrigende børn. Enkelte gange er der folk, som larmer, men dem beder jeg respektere stillezonen, og det gør de som regel.

Men jeg har et problem med passagerer, der spiser. Helt ærligt synes jeg de burde lade være med det i stillezonen. Mange larmer helt forfærdeligt, når de spiser: rasler med madpapir, tygger støjende, smasker, synker larmende, trækker vejret støjende gennem næsen. Jeg kan næsten ikke holde ud at lægge øre til det. Det er så ulækkert.
Noget andet, der er utåleligt er lugtene. Forleden dag sad jeg i stillekupé over for en, der spiste ostemad og æggemad. Hans kæber (eller tandprotese?) klaprede, og maden stank.

Jeg synes, at folk godt kunne tage det hensyn at lade være at spise i danske tog. I det mindste i stillezonen. Vi har ikke så lange afstande her i landet, at man ikke kan udsætte sit måltid til man er stået af igen.
Og jeg har tænkt at sige fra næste gang nogen spiser i stillekupéen, og fortælle dem, at jeg er særligt sensitiv og mit nervesystem ikke tåler deres spiselyde og lugten, og at de derfor er nødt til at spise deres mad senere.

Min kæreste synes ikke, at jeg skal gøre det, og han vil ikke følges med mig, hvis jeg har tænkt mig at gøre det, har han sagt. Jeg er meget skuffet over at han tager så let på min lidelse ved ulækre spiselyde og madlugt. Han er selvfølgelig ikke-sensitiv.
Hvad synes du om min plan?

Hilsen
Sensitiv kvinde

Svar:

Kære sensitive kvinde

Jeg forstår godt din kæreste. Jeg synes heller ikke, du skal begynde at påtale at folk spiser i stillezonen.
Som højsensitive har vi lov at vælge at undgå store og undgåelige belastninger. Vi må gerne melde høfligt fra til fx en stor fest. Og vi må gerne sige til vores venner, som vil have os med på diskotek, at det ikke lige er os, og at vi hellere vil blive hjemme eller gå i biografen.
Men som Elaine Aron og andre eksperter på vores træk påpeger, så er højsensitivitet ikke en diagnose. Vi er ikke syge. Vi er normaltfungerende mennesker, og det vil de fleste højsensitive formentlig også lægge vægt på at være, hvis de lige tænker konsekvenserne af det modsatte igennem. Så derfor må vi som alle andre normaltfungerende mennesker gøre os umage for at indgå i det daglige samfundsliv på dette livs almindelige betingelser. Vi skal opføre os ordentligt og ikke gøre os umulige.
Og til det ikke at gøre os umulige hører at leve med normale fænomener som spisende mennesker i et tog uden at påtale noget som helst.

Vi må ikke blive højsensitive tyranner
Hvis vi som højsensitive vil tiltage os ret til at bestemme at folk ikke må spise omkring os, så gør vi os meget vanskelige - og giver højsensitiviteten et dårligt ry. Vi skal passe på, at vi ikke bliver til højsensitive tyranner, som andre frygter og undgår pga. vores krævende og krænkende adfærd.

Hvis du virkelig på ingen måde kan tåle lyden og lugten af mennesker, der spiser, kan du jo fx tage musik i ørerne (det filtrerer lydene fra) og forsøge at trække vejret gennem munden (det hindrer næsen i at opfange alt for megen duft). Alternativt kan du søge ud i togets udgangsareal, mens dine nærmeste medpassagerer spiser. En madpakke er som regel hurtigt overstået.
Og ellers må du finde ud af hovedsagelig at transportere dig i en bil, hvor du selv kan sætte reglerne. For ja, vi har lov at undgå det, vi ikke kan holde ud, hvis det er muligt at undgå. Men vi gør det ved selv at skaffe os afstand til dagligdags fænomener, som samfundet normalt accepterer - ikke ved at pålægge andre mennesker restriktioner.

(Og nej, ikke alle kan undvære mad på en togtur gennem lille Danmark. Nogle tog kommer jo hertil fra det store udland og har dermed fragtet deres passagerer virkelig langt og længe. Og visse indenlandske rejser varer også mange timer. Og nogle mennesker har i øvrigt af helbredsmæssige årsager behov for mad på helt bestemte tidspunkter - det gælder for eksempel diabetespatienter.)

Bedste hilsner
Ane-Marie Kjeldberg


(Mailen er anonymiseret og gengivet med mailskriverens tilladelse)

Brevkassen: "Svigermor piller i mine ting"

Nogle er heldige med deres svigermor og kommer virkelig godt ud af det med hende; andre har blot en nogenlunde fredsommelig og neutral relation til hende. 
Andre igen er så uheldige at have en svigermor, som opfører sig grænseoverskridende - og er vanskelig at stoppe. Det kom der en mail til brevkassen om:

Kære Brevkasse

Jeg har det ikke godt med min svigermor. Min mand på 42 og jeg på 40 har boet sammen i nu fire år, og jeg bliver mere og mere krænket af hendes væremåde.
Det begyndte med, at hun altid rettede på vores gardiner, straks hun kom på besøg: Hun kom ind, hilste på os, og så gik hun hen og rullede en persienne op eller ned. Lidt senere gik hun videre til andre vinduer og rettede på måden, gardinerne sad. Jeg undrede mig lidt over det, men gik bare og grinede lidt indeni.
Nu retter hun på alt: Løber rundt og vander mine potteplanter, banker og ryster puderne i sofaen, flytter på tingene på køkkenbordet (som har deres faste plads), fejer gulvet i køkkenet. Det begynder inden for ti minutter efter, at hun er kommet ind i vores hus. Og det er ikke sådan, at hun kommer til et rodet og beskidt hus, når hun kommer på besøg. Her er pænt i orden.
For nylig er hun også begyndt på at gå i vores vasketøjskurv og "ordne": "Jeg startede lige vaskemaskinen," siger hun så. Bagefter tumbler hun tøjet eller hænger det på tørresnoren, stryger og lægger sammen. Og til sidst går hun i vores skabe i soveværelset og lægger tøjet på plads. Og det har været dråben for mig.
Jeg kan ikke tage det. Jeg hader tanken om, at hun piller i mit snavsede undertøj. At hun i det hele taget roder med mit undertøj. Jeg vil gerne selv bestemme, hvem der ser det.
Jeg kan heller ikke lide, at hun går i vores skabe i soveværelset. Jeg gemmer mine dagbøger der, og i min mands skab ligger der noget sexlegetøj, vi engang købte for sjov. Jeg regnede med, at de skabe var vores.
Jeg føler mig også under kritik, når hun går og retter på alting, fejer osv.

Min mand siger, at hun altid har været sådan: gået i hans skabe, ryddet op og gjort rent, vasket hans tøj, når hun kom på besøg. Han har været irriteret over det, når han havde en kæreste, som hans forældre ikke vidste noget om endnu, for han måtte låse kærestens småting (tandbørste osv.) inde, for at hans mor ikke skulle finde dem, når hun var der.
Min mand har været gift før, men boede i udlandet, hvor hans mor aldrig nåede at komme på besøg, så der blev ingen problemer mellem den første kone og min svigermor.
Min egen mor opfører sig aldrig sådan, når hun er hos os. Jeg har selv boet sammen med en anden mand før, hans mor var heller ikke sådan.

Jeg har forsøgt at sige til svigermor, at hun ikke "behøver" at gøre de ting, når hun er på besøg, at hun bare skal hygge sig og for eksempel lege med vores lille datter på to år. Men svigermor fortsætter.
Min mand har også sagt til hende, at hun ikke skal arbejde, når hun besøger os. At hun jo ikke er vores au pair. Men hun forstår det åbenbart ikke, siger bare, at man jo må hjælpe, hvor der er behov.

Jeg har overvejet at sige til hende, at jeg er højsensitiv, og at det derfor går mig meget på, når nogen går over mine grænser. Jeg snakker ellers ikke om mit højsensitive træk, men måske kunne det hjælpe her?

Noget må der ske, for jeg har det så dårligt med svigermors besøg, og samtidig vil jeg gerne have, at vores datter kan have et godt forhold til sine bedsteforældre.
Svigermor og svigerfar bor flere hundrede kilometer væk og kommer på heldagsbesøg fem-seks gange om året. De er tit hos os i flere dage (2-3) omkring højtiderne.

Kærlig hilsen
Katrine

Svar:

Kære Katrine

Åh ja, svigermorproblematikken. Den får jeg en del mails om, og den findes desværre rigtig mange steder, uanset om der er højsensitive involveret eller ej. Og ofte er det store problem der, hvor der er tale om en mor til en søn.
Og lad mig i den forbindelse allerførst sige, at jeg bestemt ikke synes, du skal nævne din højsensitivitet for svigermor. Det er ikke den, det handler om her.

I denne sag mellem din svigermor og dig og din mand, handler det om, at din svigermor opfører sig grænseoverskridende og respektløst. Hun vil det sikkert ikke. Formentlig er hun fuldt og fast overbevist om, at hun virkelig "hjælper, hvor der er behov", som hun selv siger.
Men samtidig er hun tydeligvis også et magtmenneske: HUN afgør, hvor der er behov for hjælp, HUN afgør, hvordan tingene skal gøres for at være gjort rigtigt.

Hvad må man i andres hjem?
Og hun gør helt konkret ting, som man ikke gør uopfordret over for mennesker, man ikke har et samliv med eller meget intimt forhold til: Hun disponerer over husholdningen, hun går ind i hjemmets mest private rum, hun går i private skabe, hun rører ved andres mest intime klædningsstykker. Det gør man ikke. Det er uopdragent, og det er krænkende.
Som hovedregel må man gerne i andres hjem hjælpe med afrydning af spisebord og med opvask, når man selv har spist med. Herunder må man gerne gå i køkkenskabene for at sætte det, man har været med til at vaske op, på plads. Det kan dog være en god idé at spørge, om man skal sætte på plads.
Alt andet gør man kun på opfordring. Så enkelt er det. Man kan også spørge, om man skal hjælpe med noget, det må man gerne - men får man nejtak, holder man sig i ro.
(Og selvfølgelig må man gerne lige rette en pude, man har siddet flad i andres hjem, det er jo bare at rydde op efter sig. Men du beskriver det, som om din svigermor farer ind og banker puder straks ved sin ankomst. Det hører ingen steder hjemme.)

Din svigermor har tydeligvis glemt eller negligeret det vigtige, at vi skal huske, at når vores børn er voksne, så er deres liv og ejendele ikke længere noget, vi har fripas til og råderet over. Hvis vi husker det, tager vi os heller ikke friheder over for vores svigerbørn.

Husk frokost-hos-chefen-tjekket
Hvis vi som forældre til voksne børn eller som svigerforældre lige vil holde styr på, om vi behandler vores unge (eller yngre) mennesker med den nødvendige respekt, er det en god idé lige at tage venne-tjekket: Ville jeg handle sådan i en vens hjem? Ville jeg uopfordret give mig til at vande min vens potteplanter, når jeg var inviteret til frokost? Ville jeg banke puder? Ville jeg stikke næsen og fingrene i det snavsede vasketøj? Ville jeg vaske min vens undertøj? Gå i hans eller hendes soveværelse og soveværelsesskab? Næppe. Og hvis ikke, så skal jeg heller ikke gøre det hos mit voksne barn og mit svigerbarn.
Nogle gange kan det være givtigt at foretage chef-tjekket i stedet: Hvis jeg var inviteret på besøg ved min chef og hans kone, ville jeg så uopfordret vande chefens planter, gøre rent, rode i vasketøjet, gå i soveværelset etc? Nej vel? Og hvis ikke, så skal jeg ikke gøre det hos min søn og svigerdatter heller.

Din mand skal sige stop
I jeres situation er det vigtigt, at din mand siger fra over for sin mor. Dominerende og grænseoverskridende svigermødre er ofte forunderligt overbeviste om, at deres sønner holder med dem, da deres (svigermødrenes) normer er de eneste rette og almengyldige (mener de), og at svigerdøtrene følgelig er fejlbehæftede, når hjemmet ikke køres præcist i svigermors stil.
Hvis svigerdatteren tager kampen, og sønnen dukker sig, kan det føre til årelang fortørnelse - og vedvarende overbevisthed om at være i sin gode ret - hos svigermoren, resulterende i stiklerier og ren mobning i årevis fra svigermors side.
Måske kan din mand henvise til chef-tjekket og dermed komme igennem over for sin mor? Måske kan han samtidig henvise til, at I meget gerne vil have, at jeres datter har et godt forhold til sine bedsteforældre? Måske kan din svigermor nu og da hjælpe jer ved at passe den lille? Måske kan en forsikring om, at hun meget gerne må det, glæde svigermor?

For din og din mands skyld - og for jeres barns
Hvis ikke det lykkes for din mand at få sin mor til at forstå og andre adfærd, må I simpelthen skære ned på samværet i jeres hus. Gør det meget kortere og sjældnere. Kom oftere på besøg hos svigerfar og svigermor i stedet. Eller inviter svigerforældrene til at være sammen med jer andre steder, hvis I har råd og mulighed. Tag en weekend i et lejet sommerhus eller på hotel - altså på neutral grund.

Det er vigtigt, at svigermor stoppes i sin grænseoverskridende adfærd, for den slags kan nedbryde et ægteskab - og det kan nedbryde dig og din mand. Og med tiden blive en enorm belastning for også jeres datter.
Og uanset, hvilken løsning der viser sig brugbar, er det vigtigt, at din mand viser, at han står sammen med dig. Ellers vil du meget nemt blive gjort til syndebukken i dette spil. Og det kan blive meget opslidende.

Og hvad er årsagen til denne art adfærd hos visse svigermødre? (Og det er jo heldigvis kun visse.) Der kan være mange. Svigermor kan kede sig, føle sit liv indholdsløst, være ramt af neuroser ('rengøringsvanvid', angst for at miste kontrol). Eller hun kan simpelthen være et magtmenneske, som er sluppet for nemt af sted med at styre andre hidtil - måske med hårdhed, måske med tårer.
Uanset hvad har hun ikke lov til at forpeste andres liv. Man kan godt have medlidenhed med hende - men hun må finde sin løsning på andre måder end ved at invadere andre.

Jeg ønsker af hjertet dig og din mand held og lykke med at få sat grænser for svigermor og få jeres privatliv tilbage.

Kærlig hilsen
Ane-Marie

(Mailen er anonymiseret og gengivet med mailskriverens tilladelse)

Hvad Fur lærte mig om at give op - og om en lille rød sofa

Jeg har for nylig tilbragt to-tre uger alene på Fur. Jeg tog derop for at få ro og koncentrere mig om at skrive for at nå den deadline, jeg har på min lydbogsserie til Lindhardt og Ringhof.
Jeg nåede en masse konkret skriveri (og burde nu kunne nå at overholde min deadline - hurra!).
Men freden deroppe på Limfjordsøen - delvis uden internet - lærte mig også et par ting, blandt andet om aldrig at blive færdig; om kampe, der skal opgives; om det giftige ved Facebook - og om behovet for en lille rød sofa

Her kommer de - indsigterne, der blev bragt med hjem til virkeligheden:

1) Jeg HAR faktisk en fungerende døgnrytme, modsat hvad jeg gennem flere år har troet. Der er (faste) tider på dagen, hvor jeg kan arbejde godt, der er (faste) tider, hvor jeg bliver træt. Der er en tid om aftenen, hvor jeg bliver for træt og søvnig til at arbejde. Og jeg kan faktisk godt falde i søvn på et rimeligt tidspunkt om aftenen og vågne igen på et rimeligt tidspunkt om morgenen

2) Jeg har (stadig/eller igen) en evne til at koncentrere mig stille og roligt om mit skriveri

3) Jeg har (igen) evnen til at læse skønlitteratur, blive ved - og glædes over det

4) Jeg HAR rent faktisk tid til at gå en god motionstur to gange om dagen

5) Jeg er faktisk (stadig/inderst inde) et temmelig roligt, glad og nysgerrigt menneske

Vælge ud, vælge fra og finde en oase
Alt dette (ny- eller genopdagede) kræver blot, at jeg:

a) erkender helt ind i marven, at jeg absolut ikke dur til at multitaske

b) vælger mine kampe med omhu - dvs: visse kampe skal bare fravælges. Fx har jeg - som så mange andre - et par vrede mennesker i omgangskredsen. Her hos mig er det to gamle damer. Det har egentlig ikke engang været kampe med dem - det har været forsøg på med venlighed at formilde dem. Forsøgene på venlighed har ikke givet resultat gennem snesevis af år, og nu må projektet opgives

c) udvælger mine indsatsområder: Jeg må erkende, at jeg med hus, have, arbejde, dyr, familie etc. aldrig i den forstand bliver 'færdig'. Og jeg må give mig selv lov til at koncentrere mig om mit arbejde - og om at holde fri, rekreere og fjolle - alligevel

d) holder mig mest muligt fra Facebook. Stedet stresser mig simpelthen. Der er for mange (ofte mere eller mindre tyngende) informationer, og der er en underlig addictiveness ved dette at opdatere og få likes og kommentarer og se læserstatistikker. Og jeg bruger meget nemt alt for megen tid, koncentration og tanker på sagen

e) husker at trække mig tilbage jævnligt og glo ud i luften/meditere/hvile. Og til den ende har jeg lige efter Fur købt mig en lille elskelig sovesofa til vores miniaturegæsteværelse og omkring den opbygget en lille oase helt efter min egen (småanglofile) smag. Når der ikke er gæster, kan jeg genfinde mig selv her, hvis jeg er ved at blive væk.
Lyder det banalt? Muligvis - men det virker.
Og et glimt af sofaen og rummet ses for resten på billedet øverst.

Skriv et epitafium over din krænker

Som særligt sensitive tager vi det ofte meget tungt, hvis folk behandler os dårligt, er uretfærdige, grænseoverskridende eller hadefulde. Vi kan vende tilbage til sådanne oplevelser igen og igen, gruble over dem, forsøge at finde forklaringer, scanne os selv for skyld og blive kede af det gang på gang, selv om det skete måske ligger langt tilbage, og vi endda har fundet en eller anden art løsning.
Ved at skrive et epitafiekort kan du skaffe dig ro.

Særligt sensitive har en veludviklet evne til empati og til selvransagelse, så når vi løber ind i typer, der ikke kan respektere andres grænser eller ligefrem af en eller anden grund føler behov for at bruge nogen (os) som prügelknabe, kan det blive en for os meget tyngende cocktail, så det er ikke spor underligt, at vi kan have besvær med at ryste den grove behandling af os. Især fordi den slags vrede eller tromlende typer ofte kommer med skråsikre forklaringer om, at de har absolut ret til deres fremfærd, fordi modparten (vi) er så fejlbehæftede. Og den slags gør dybt indtryk på folk som os.

Kortslut med et epitafium
Her kan det, jeg kalder epitafiekort gøre stor nytte.
De fungerer således:
Når vi som sensitive har været ude for en grov, grænseoverskridende eller hadefuld behandling, skal vi selvfølgelig forsøge først at finde en løsning. Ingen har godt af bare at bøje nakken og vente på næste slag. Vi kan måske skabe afstand til krænkeren, eller vi kan måske være så heldige, at vi eller andre kan tale krænkeren til fornuft. (Læs mere om dette i min anmelderroste bog Hvad skal vi med Særligt Sensitive?)

Når løsningen er fundet og ført ud i livet, skriver vi så vores epitafiekort. Det er nogle få linjer, som kort og koncist fortæller historien om, hvem det grænseoverskridende eller hadefulde menneske er, og hvad det gjorde. Vi skal ikke her skrive hverken hadefuldt eller tilgivende. Vi skriver blot kort og konstaterende.
Formålet er, at vi kan læse epitafiekortet, når vi igen er ved at komme ind i grublerier om, hvorfor vores krænkere krænkede, og om hvorvidt det var vores egen skyld, fordi vi var lige så modbydelige eller uduelige, som krænkerne vil(le) have os til at tro. Etc. etc. Med epitafiekortet i hånden kan vi minde os selv om, at krænkerne faktisk krænkede, og de ikke havde ret til det. Og dermed punktum.
Kortene er med andre ord en vej til at kortslutte vores skyldbetingede grublerier eller forsøg på at forstå meningen med eller logikken bag de overgreb eller ondskabsfuldheder, vi har været udsat for.

Sådanne kort kan være en stor hjælp til at se overgreb og grænseoverskridelser udefra og dermed i det rette lys - som slet og ret urimelige handlinger udført af mennesker, som måske har en baggrund, som kan forklare deres handlinger, en baggrund som imidlertid IKKE giver dem ret til at smadre vores selvværd, sindsro og liv.

Mettes epitafium over svigerfamiliens uforsonlige vrede
Mette havde en svigerfamilie, som så sig gal på hende, fordi hun og hendes mand David ikke levede efter svigerfamiliens normer. Efter 8-10 års pres og angreb fra svigerfamiliens side, og efter forgæves forsøg på at skaffe respekt om Mettes og Davids liv, valgte Mette og hendes mand at lægge en vis afstand til Davids familie, da presset og angrebene var svært belastende for både Mette og David og deres børn. Vreden fra svigerfamiliens side mod Mette aftog imidlertid aldrig rigtig, selv om Mette forsøgte at være langt mere velvillig og respekterende, end svigerfamilien var. Når Mette og manden ikke føjeligt rettede ind og gjorde, som svigerfamilien ville, var der ingen pardon. Svigerfamilien blev ved at se lutter fejl hos Mette, og da hun begyndte at blogge, fulgte svigerfamilien nøje med. Da svigerfamilien på et tidspunkt igen angreb fortørnet og nu beskyldte hende for at lyve groft, var det en stor hjælp for Mette til at bevare sindsroen, at hun skrev et epitafiekort med dette indhold:

Min mands familie var flygtninge og på forskellig vis skadet psykisk af grimme oplevelser i et krigsramt land. Det gjorde flere af familien hårde og dominerende ved en del lejligheder.

Indholdet var ikke nyt for Mette, da erkendelsen om Davids families/forældres psykiske traumer og deres følger var en, som David og hun havde gjort sig mange år tidligere. Naturligvis gjorde kortet heller ikke krænkelserne uskete, men det hjalp Mette til - efter at hendes mand havde taget til genmæle over for løgn-beskyldningerne mod hende - at se det fornyede angreb og hele konglomeratet af svigerfamiliens vrede fra helikopterperspektiv og samtidig med en vis grad af mild overbærenhed og medlidenhed med de skadede mennesker. Samtidig med at både David og Mette blev bekræftet i vigtigheden at holde en passende (lang) afstand til svigerfamilien og dens vedvarende aggression mod Mette.

---

Rent praktisk: Det kan være en god idé at laminere epitafiekortet, så det ikke slides i stykker, hvis du ofte har brug for at hive det frem fra skuffen for at styrke dig selv til at leve roligt videre efter urimelige angreb.

---

Epitafium betyder egentlig mindesmærke eller gravskrift.

Ny anmeldelse af 'Hvad skal vi med særligt sensitive?': "Giv den til din mand, kone, kæreste, din svigermor, din kollega eller din chef"

Hvor dejlige nyheder! Ny positiv læseranmeldelse af min sensitiv-bog:

Ane-Marie Kjeldberg formår, med skarp struktur og stor læsevenlighed, at redegøre for et omdiskuteret begreb i samtiden ”De særligt sensitive”.
Bogen fylder ikke meget rent volumenmæssigt, men den er til gengæld fyldt med både alment menneskelige betragtninger, humor og brugbare redskaber til, hvordan de særligt sensitive mennesker konkret kan få overblik og ro på tilværelsen. Det kan bruges.
Bogen tager fat om en problematik i forhold til at skille sig ud, at stå alene med sin introverthed og eftertænksomhed, et sanseapparat og en empati, der ikke umiddelbart er ”in” i disse tider.
Ane –Marie vælger at skelne mellem ”robuste” og ”sensitive” mennesker. Men der er stor genkendelighed i det alment menneskelige, uanset om man er særligt sensitiv eller tilhører de mere robuste mennesker. Så bogen er ikke kun for sensitive mennesker, den er i høj grad også brugbar i forhold til forståelse af medmenneskeligt sammenspil. Med andre ord - giv den til din mand, kone, kæreste, din svigermor, din kollega eller din chef. Vi kan kun blive klogere på hinanden.
En læser

OBS! 'Hvad skal vi med særligt sensitive?' sælges i e-form hos alle danske netboghandler. Den er i skrivende stund meget billig hos Mibook, kun kr. 47.

.