Jeg er særligt sensitiv og kommer af en familie, hvor mange medlemmer har været og er det samme.
Det har givet mig en del besværligheder i mange år - bl.a. i folkeskolen - men også rigtig mange glæder og følelser af at være brugbar.
Men ud over det særligt sensitive har jeg også en historie, en baggrund. Ikke alt, hvad jeg er og står for, kommer af sensitiviteten. Alle har en baggrund og forhistorie. Vi sensitive har, og de robuste har også.
Og mange af os (robuste såvel som sensitive) har større eller mindre skrammer.
Mine skrammer
Jeg er en af dem med skrammer i bagagen.
Mine forældre var på mange måder dejlige og gav mig god ballast. De var intelligente og belæste, de havde kvalitetssans, skarpt blik for hulhed, opblæsthed og materielt snobberi, de havde sans for (og indignation over) social uretfærdighed, de havde stor kærlighed til naturen, de havde evne for humor og ironi (hver på sin måde) og de rummede i ganske vidt mål min sensitivitet.
Men min far var også præget af posttraumatisk stress efter sin tid som modstandsmand, hvilket kort fortalt gjorde, at han havde uberegnelige vredesudbrud, hvor han eksploderede i udskældninger og slog sine børn (med livremme, flad hånd og knoer) (jeg oplevede vistnok kun den flade hånd og knoerne - samt i høj grad udskældningerne).
Og min blide mor havde haft en nærmest eventyragtigt ond stedmor, som slog samt ydmygede på de mest avancerede måder. Min mor udviklede en aldrig behandlet depression (hun kunne jo godt passe sit arbejde og sit hjem), voldsom migræne og med tiden et lille overforbrug af smertestillende piller. Hun var som følge ofte uoplagt, irritabel og træt afvisende. Jeg gjorde meget for at hjælpe og opmuntre hende - men det lykkedes naturligvis ikke (et barn kan ikke bekæmpe en voksens depression).
Som voksen knyttede jeg mig stærkt til en venlig, stilfærdig mand.
Men også han havde skrammet bagage, viste det sig.
Han var som lille udsat for et alvorligt traume.
Manden, jeg knyttede mig til, havde været alvorligt syg som barn og blev i en alder af ni måneder indlagt seks måneder på hospital. Han fik i de første tre måneder korte besøg, men der var ikke noget med medindlagte forældre dengang. Siden blev han indlagt i en anden landsdel for yderligere tre måneder. Lægerne påstod, at det ikke ville skade en et-årig at være væk fra sine forældre så længe uden at få besøg. Det havde forældrene tillid til. Og for forældrene var besøg rent praktisk og økonomisk meget vanskeligt, så drengen var alene i København i tre måneder.
Derefter kom den lille hjem igen. Han var et intelligent, venligt og meget medgørligt barn, som aldrig blev sur på sine forældre. Han passede i høj grad sig selv og havde i øvrigt diverse interesser og venner. Havde venlig humor.
Som voksen fik han god uddannelse og job og var vellidt og velfungerende der.
Men det viste sig at være vanskeligt for ham at indgå i et tæt forhold til et andet voksent menneske. Han var gnaven, afvisende og krænket vred i lange perioder.
I dag ved man, at børn, der har mistet kontakten til nære voksne lige før et-årsalderen får den slags problemer med nærhed. De er blevet berøvet nogle grundlæggende redskaber, herunder en grundlæggende tillid. (Heldigvis kan de få det bedre og få bedre redskaber ved som voksne at være i en nær kontakt over længere tid.)
Alle de nævnte skrammer har - sammen med andre knubs - præget mig.
Havde jeg ikke været særligt sensitiv, havde jeg sikkert håndteret dem anderledes - var måske blevet mere vred og udadrettet destruktiv. Eller havde bare håndteret dem mere håndfast.
En rødhårets handlinger har ikke altid med det røde hår at gøre
Som det er, er jeg blevet et menneske, som har antennerne meget ude, lægger meget mærke til andres stemninger og i den grad ønsker mig fred og venlighed. På den negative side er jeg ofte meget bekymret for om/hvis andre er vrede på mig, og jeg føler ofte, at jeg er urimelig, hvis jeg har andre ønsker/planer/behov end mine nærmeste (eller andre, som kommer tæt på mig).
Men det har ikke sit udspring i sensitiviteten, det har sit udspring i min baggrund og forhistorie. Og der skal vi huske at skelne - os, der selv er særligt sensitive, men også vores robuste omgivelser, herunder kritikerne af særligt sensitiv-begrebet.
Ikke alt skal proppes ind under sensitiv-hatten.
Ligesom ikke alt skal proppes ind under robust-hatten. At en mand fx er hidsig og banker sin hund, eller at en kvinde spiller hvinende dårligt violin har ikke deres udspring i robustheden. Det har noget med deres specifikke opvækst eller (for kvindens vedkommende) (musik)gener at gøre.
Vi kan også pinde den helt derud, hvor vi husker på, at en rødhårets adfærd ikke altid har med det røde hår at gøre (det er faktisk rigtig sjældent, at der er en sammenhæng!).
Vi er særligt sensitive / højsensitive / hsp'ere - men vi er også bare mennesker med en ballast og en forhistorie. Som alle andre mennesker.
Vi må ikke glemme livsbagagen.
