tirsdag den 30. august 2016

Ny anmeldelse af 'Hvad skal vi med særligt sensitive?': "Giv den til din mand, kone, kæreste, din svigermor, din kollega eller din chef"

Hvor dejlige nyheder! Ny positiv læseranmeldelse af min sensitiv-bog:

Ane-Marie Kjeldberg formår, med skarp struktur og stor læsevenlighed, at redegøre for et omdiskuteret begreb i samtiden ”De særligt sensitive”.
Bogen fylder ikke meget rent volumenmæssigt, men den er til gengæld fyldt med både alment menneskelige betragtninger, humor og brugbare redskaber til, hvordan de særligt sensitive mennesker konkret kan få overblik og ro på tilværelsen. Det kan bruges.
Bogen tager fat om en problematik i forhold til at skille sig ud, at stå alene med sin introverthed og eftertænksomhed, et sanseapparat og en empati, der ikke umiddelbart er ”in” i disse tider.
Ane –Marie vælger at skelne mellem ”robuste” og ”sensitive” mennesker. Men der er stor genkendelighed i det alment menneskelige, uanset om man er særligt sensitiv eller tilhører de mere robuste mennesker. Så bogen er ikke kun for sensitive mennesker, den er i høj grad også brugbar i forhold til forståelse af medmenneskeligt sammenspil. Med andre ord - giv den til din mand, kone, kæreste, din svigermor, din kollega eller din chef. Vi kan kun blive klogere på hinanden.
En læser

OBS! 'Hvad skal vi med særligt sensitive?' sælges i e-form hos alle danske netboghandler. Den er i skrivende stund meget billig hos Mibook, kun kr. 47.

.

søndag den 14. august 2016

Anmelder: "Vild med de befriende billeder og historier om de selvoplevede udfordringer"

Ny dejlig anmeldelse af "Hvad skal vi med særligt sensitive":

"Jeg har læst en del bøger om sensitivitet og er blevet teoretisk klogere. Ved at læse Ane- Marie Kjeldbergs bog er jeg blevet klogere på min egen sensitivitet.
Netop fordi bogen bl.a. har et "hands-on" fokus uden større teoretiske termer og med stort fokus på egne oplevelser fra forfatterens side.

Bogen giver stor mulighed for at udforske sensitiviteten gennem små opgaver, hvor man med stor fordel og glæde kan finde styrker og potentialer.

Jeg har i højere grad end i det jeg tidligere har læst oplevet en erkendelse i at jeg skal passe på mig selv. Og at det er helt OK at sige fra, overfor andre og overfor mig selv.

Jeg holder meget af den lette stemning og tone i bogen. Jeg var vild med (billedet af pragt-Eva) de befriende billeder og historier om de selvoplevede udfordringer, som forfatteren også står overfor som HSP.

Du skal læse denne bog, hvis du gerne vil se din sensitivitet i et nyt lys. Hvis du ønsker din egen accept og vil se dine sensitive sider vel integreret i din personlighed. Du skal læse Ane-Marie Kjeldbergs ord og benytte værktøjerne, hvis du ønsker at se fremad - se styrker og potentialer. Vi har som sensitive megen fokus i at se alt det svære i at være os. Så her er muligheden for at gøre det modsatte.

Vil ønske dig en god læseoplevelse og en god rejse.

Jeg er stolt af at være sensitiv. Det bliver du også :-)"

Ditte Würtz Rosendahl 12/8 2016

Bogen kan købes her.


.

fredag den 12. august 2016

Psykolog om min sensitiv-bog: "Nænsom mulighed for (selv)støtte til at bevare et godt selvværd som højsensitiv i dagens samfund"

Psykolog Christel Wilms har netop til min store glæde anmeldt "Hvad skal vi med særligt sensitive?" med disse ord:

"Bogen fungerer rigtig fint som en betydningsfuld reminder til alle os høj-sensitive, om at lære (og blive ved med at huske på) at sætte pris på de vigtige ting, vi faktisk er særdeles gode til, men som måske ikke er så synlige for hverken os selv eller for vores højhastige omgivelser og medmennesker.

Den indeholder øvelser, der træner vores fokus på de positive egenskaber ved at være høj-sensitiv og den værdi de egenskaber bringer ind i verden. Der gives her et kærligt skulderklap og tilbydes en nænsom mulighed for (selv)støtte til at bevare et godt selvværd som højsensitiv i dagens samfund.

Christel Wilms, HSP'er, psykolog og mor til 3 døtre med HSP"

Bogen kan købes her (e-bog).

torsdag den 11. august 2016

Brevkassen: "Jeg trives ikke i sensitiv-grupper"

Der kom en mail til mig om sensitiv-grupper på nettet:

Kære Ane-Marie

Jeg er en kvinde på 53. For nogle år siden fandt jeg ud af, at jeg er særligt sensitiv. Meget påvirkelig af lyde, bliver hurtigt træt af socialt liv, også med mennesker, jeg synes om. Nemt til tårer nogle gange. Trænger tit til bare at være i fred. Bliver meget lykkelig og bevæget af smuk musik.
Det var en stor lettelse at blive klar over, at det var det, der var ”i vejen” med mig.
Men jeg gik i lang tid ret alene med det. Men for nogle måneder siden meldte jeg mig så ind i et par danske og et par engelske Facebookgrupper for særligt sensitive. Jeg tænkte, at det ville blive rigtig rart.
Det synes jeg bare ikke helt det blev.

For det første var der i flere af grupperne den holdning, at særligt sensitive var en slags clairvoyante eller engle på jorden. Det kan jeg slet ikke forbinde mig med. Jeg er et almindeligt, jordbundet menneske, bare lidt mere sensitiv end mange andre.

For det andet var der i alle grupperne en udbredt opfattelse af, at særligt sensitive er særligt gode og særligt værdifulde mennesker. Jeg syntes, det blev alt for frelst for mig. Og nogle gange var det meget hadefuldt over for de ikke så sensitive.

For det tredje var der i flere af grupperne nogle virkelig sure og dominerende medlemmer, som hakkede på andre medlemmer og blandt andet beskyldte andre medlemmer for ikke at være ægte særligt sensitive, hvis de ikke var enige med dem.  Det var ikke rart, og jeg mistede lysten til selv at deltage i debatterne af skræk for at det skulle blive min tur til at blive ”overfaldet”.

For det fjerde var der enormt mange indlæg, hvor medlemmer talte for, at de bare havde lov at flippe ud i alle mulige humørsvingninger, fordi de var så sensitive. Og jeg synes jo ikke at man skal dyrke sin sensitivitet på sådan nogle negative måder. Jeg blev så skuffet.

Alt i alt følte jeg mig ikke særligt hjemme i de grupper.
Og nu føler jeg mig ekstra underlig og ekstra forkert, fordi jeg ikke kan med mine ”lidelses”fæller.

Kærlig hilsen
Den fortabte

Kære Fortabte

Tillykke med, at du har fundet ud af, at du er særligt sensitiv. Det er et personlighedstræk, der rummer store glæder og muligheder - også for at gavne andre. (Læs evt. mere om den side af sagen i min bog Hvad skal vi med særligt sensitive.)

Jeg er helt enig med dig i, at det ikke er del af definitionen af det særligt sensitive, at man er clairvoyant eller overjordisk. Og når man har den tilgang, skal man måske ikke færdes for meget i grupper, hvor man som sensitiv defineres som clairvoyant eller lignende. De fælles referencerammer vil være så små, at glæden og udbyttet bliver tilsvarende småt. Der findes, så vidt jeg ved, Facebookgrupper for vores træk, som netop lægger vægt på, at man ikke ønsker debat og opslag i retning af det clairvoyante m.m.

Et selvforsvar
Med hensyn til lovprisningen af særligt sensitive som særligt pragtfulde eller gode, så tror jeg ofte, at det kan være en modreaktion fra mennesker, som er blevet kritiseret meget for deres sensitivitet. Et selvforsvar. Men for mig personligt er det også vigtigt altid at fastholde, at særligt sensitive er mennesker som alle andre - med de dertil hørende fejl og bommerter :-).
Hadefuldhed mod de robuste kan nok også komme fra særligt sensitive, som har været udsat for megen kritik eller måske ligefrem mobning fra det robuste flertals side. Men jeg sætter selv stor pris på en række robuste mennesker. Jeg kunne slet ikke undvære dem!

Medlemmer, der skaber uro
Hvis medlemmer af særligt sensitiv-grupper er ude med riven efter andre medlemmer og beskylder dem for ikke at være sensitive, kan det faktisk skyldes, at de ikke selv er særlige sensitive - paradoksalt nok. Netgruppers administratorer kan ikke altid være sikre på, at dem, de lukker ind, er særligt sensitive. Det er umuligt at kontrollere.
Desuden kan der være særligt sensitive medlemmer, som oven i sensitiviteten er psykisk ustabile eller ligfrem psykisk syge og derfor bryder ud i vrede og angreb. (Ikke at alle psykisk ustabile eller psykisk syge gør det, langt fra.)
Det kan give uro i sådanne grupper. Mange steder forsøger administratorer at gribe ind over for den slags, ved jeg. Men det kan alligevel blive belastende. Det er en af ulemperne ved grupper på nettet - i bred forstand.

Jeg bryder mig heller ikke om, hvis særligt sensitive bruger deres sensitivitet som undskyldning for at droppe al god opførsel - og fx råbe og skælde ud i tide og utide, eller kræve, at hele familien eller hele boligblokken er musestille. Vi må selv i videst muligt omfang finde metoder, så vi ikke skal tyrannisere andre for at holde ud at være til (jeg nævner i flæng: Vi kan bruge ørepropper, tænde for hvid støj på vores mobil eller selv aktivt opsøge stille steder).

Vi er i høj grad enegængere
Du skal ikke føle dig forkert, fordi du ikke trivedes så godt i sensitiv-grupperne.
Det ligger i vores træk, at vi overordnet set ikke er så gode til grupper, ikke har så meget ud af dem. Vi er i høj grad enegængere.
Måske skal du blot nøjes med at snuse til grupperne engang i mellem, eller du skal slet ikke være der.
Måske vil du have meget mere ud af at være med i en gruppe, som handler om en interesse, du har (bøger, film, cykling, naturoplevelser eller noget helt syvende), og slet ikke specifikt om dit personlighedstræk. Eller måske kunne du i meget højere grad nyde at gå til en eller anden ting ude i verden - sammen med både robuste og sensitive. Måske kunne du have glæde af at gå til kor, når du nu er så glad for musik?
Eller måske skal du bare slå dig til ro med, at grupper ikke lige er dig. Sådan kan det også være - og det er virkelig OK.

Alt det allerbedste
Ane-Marie Kjeldberg



(Mailen er anonymiseret og gengivet med mailskriverens tilladelse)

En rødhårets handlinger har ikke altid med det røde hår at gøre

Jeg er særligt sensitiv og kommer af en familie, hvor mange medlemmer har været og er det samme.
Det har givet mig en del besværligheder i mange år - bl.a. i folkeskolen - men også rigtig mange glæder og følelser af at være brugbar.

Men ud over det særligt sensitive har jeg også en historie, en baggrund. Ikke alt, hvad jeg er og står for, kommer af sensitiviteten. Alle har en baggrund og forhistorie. Vi sensitive har, og de robuste har også.
Og mange af os (robuste såvel som sensitive) har større eller mindre skrammer.

Mine skrammer
Jeg er en af dem med skrammer i bagagen.
Mine forældre var på mange måder dejlige og gav mig god ballast. De var intelligente og belæste, de havde kvalitetssans, skarpt blik for hulhed, opblæsthed og materielt snobberi, de havde sans for (og indignation over) social uretfærdighed, de havde stor kærlighed til naturen, de havde evne for humor og ironi (hver på sin måde) og de rummede i ganske vidt mål min sensitivitet.

Men min far var også præget af posttraumatisk stress efter sin tid som modstandsmand, hvilket kort fortalt gjorde, at han havde uberegnelige vredesudbrud, hvor han eksploderede i udskældninger og slog sine børn (med livremme, flad hånd og knoer) (jeg oplevede vistnok kun den flade hånd og knoerne - samt i høj grad udskældningerne).
Og min blide mor havde haft en nærmest eventyragtigt ond stedmor, som slog samt ydmygede på de mest avancerede måder. Min mor udviklede en aldrig behandlet depression (hun kunne jo godt passe sit arbejde og sit hjem), voldsom migræne og med tiden et lille overforbrug af smertestillende piller. Hun var som følge ofte uoplagt, irritabel og træt afvisende. Jeg gjorde meget for at hjælpe og opmuntre hende - men det lykkedes naturligvis ikke (et barn kan ikke bekæmpe en voksens depression).

Som voksen knyttede jeg mig stærkt til en venlig, stilfærdig mand.
Men også han havde skrammet bagage, viste det sig.
Han var som lille udsat for et alvorligt traume.
Manden, jeg knyttede mig til, havde været alvorligt syg som barn og blev i en alder af ni måneder indlagt seks måneder på hospital. Han fik i de første tre måneder korte besøg, men der var ikke noget med medindlagte forældre dengang. Siden blev han indlagt i en anden landsdel for yderligere tre måneder. Lægerne påstod, at det ikke ville skade en et-årig at være væk fra sine forældre så længe uden at få besøg. Det havde forældrene tillid til. Og for forældrene var besøg rent praktisk og økonomisk meget vanskeligt, så drengen var alene i København i tre måneder.
Derefter kom den lille hjem igen. Han var et intelligent, venligt og meget medgørligt barn, som aldrig blev sur på sine forældre. Han passede i høj grad sig selv og havde i øvrigt diverse interesser og venner. Havde venlig humor.
Som voksen fik han god uddannelse og job og var vellidt og velfungerende der.
Men det viste sig at være vanskeligt for ham at indgå i et tæt forhold til et andet voksent menneske. Han var gnaven, afvisende og krænket vred i lange perioder.
I dag ved man, at børn, der har mistet kontakten til nære voksne lige før et-årsalderen får den slags problemer med nærhed. De er blevet berøvet nogle grundlæggende redskaber, herunder en grundlæggende tillid. (Heldigvis kan de få det bedre og få bedre redskaber ved som voksne at være i en nær kontakt over længere tid.)

Alle de nævnte skrammer har - sammen med andre knubs - præget mig.
Havde jeg ikke været særligt sensitiv, havde jeg sikkert håndteret dem anderledes - var måske blevet mere vred og udadrettet destruktiv. Eller havde bare håndteret dem mere håndfast.

En rødhårets handlinger har ikke altid med det røde hår at gøre
Som det er, er jeg blevet et menneske, som har antennerne meget ude, lægger meget mærke til andres stemninger og i den grad ønsker mig fred og venlighed. På den negative side er jeg ofte meget bekymret for om/hvis andre er vrede på mig, og jeg føler ofte, at jeg er urimelig, hvis jeg har andre ønsker/planer/behov end mine nærmeste (eller andre, som kommer tæt på mig).
Men det har ikke sit udspring i sensitiviteten, det har sit udspring i min baggrund og forhistorie. Og der skal vi huske at skelne - os, der selv er særligt sensitive, men også vores robuste omgivelser, herunder kritikerne af særligt sensitiv-begrebet.
Ikke alt skal proppes ind under sensitiv-hatten.

Ligesom ikke alt skal proppes ind under robust-hatten. At en mand fx er hidsig og banker sin hund, eller at en kvinde spiller hvinende dårligt violin har ikke deres udspring i robustheden. Det har noget med deres specifikke opvækst eller (for kvindens vedkommende) (musik)gener at gøre.

Vi kan også pinde den helt derud, hvor vi husker på, at en rødhårets adfærd ikke altid har med det røde hår at gøre (det er faktisk rigtig sjældent, at der er en sammenhæng!).

Vi er særligt sensitive / højsensitive / hsp'ere - men vi er også bare mennesker med en ballast og en forhistorie. Som alle andre mennesker.
Vi må ikke glemme livsbagagen.

søndag den 7. august 2016

"Man føler sig empowered, når man er færdig med at læse den" - anmelder om min nye særligt sensitiv-bog

 Jeg er så glad og taknemmelig! Det strømmer nemlig ind med gode anmeldelser af "Hvad skal vi med særligt sensitive?"

Nikoline Hannibal skriver:

"Det er dejligt med en letlæselig bog omkring værdien af at være højsensitiv. Bogen er meget overkommelig grundet de forholdsvis få sider ift. de andre bøger på markedet om samme emne. Fordelen ved netop denne bog er, at den er kort og præcis, og beskriver tydeligt og enkelt, hvordan man som særlig sensitiv har en stor værdi, og hvordan man bedst udnytter den, og ser på sig selv som værdifuld.
Den kommer med konkrete eksempler og situationer, og giver små øvelser undervejs, så man når at reflektere over det.
Pointen i denne bog er, at vi er værdifulde, fordi vi er sensitive – og ikke på trods af det.

Jeg kan anbefale alle, som er nysgerrige på deres sensitivitet at læse bogen. Man føler sig empowered, når man er færdig med at læse den. Det følte jeg i hvert fald!"

Køb e-bogen på Saxo.

fredag den 5. august 2016

"En god bog, der får en til at reflektere og fundere" - endnu en god anmeldelse :-)

Ny anmeldelse af "Hvad skal vi med særligt sensitive" netop indløbet. Klinisk klinikassistent Dorthe Olsen skriver blandt andet:

"En god bog, der får en til at reflektere og fundere over, hvad man kan gøre som hsp'er, den sætter tanker i gang, og på en nem og fin måde opfordrer den til at skrive dem ned.

Bogen er fyldt med anerkendelse af vores karaktertræk [...] der gør, at man kan nikke med, fælde en tåre over at det er den virkelighed som vi lever i, trække på smilebåndet og ryste på hovedet af den verden, der ikke forstår vores stærkt følende træk og indre.

Forfatteren bruger skønne ord som ikke-gøren, det er et ord der fanger de fleste, for hvem har ikke lyst til at flyve væk for en tid og finde sin ro igen, lækkert ord.
Og dræberen, som vi alle kender og hader, ja pludselig får 'dræberen' en ny dimension og betyder ikke så meget længere [...]

Havde flere aha-oplevelser da jeg læste bogen, nogle af de oplevelser klappede mig venligt på skulderen og nogle lossede mig hård i r...., men det har man jo også brug for, for at finde sig selv. Og med denne bog kom jeg lidt tættere målet.
Alt i alt en helt nede på jorden god bog."


NY DEJLIG ANMELDELSE: "DER ER BRUG FOR MIG I VERDEN, PÅ MIN MÅDE"

Fysioterapeut og coach Camilla Qwist har anmeldt "Hvad skal vi med særlige sensitive?":
"Bogen kommer med nogle gode konkrete værktøjer til at blive opmærksom på vores forcer som HSP. Synes at Ane-Marie formår at holde det nede på jorden, og gøre det meget brugbart i en almindelig dagligdag. Med sine finurlige ord, skarphed og varme, formidles der et personligt syn på det at være HSP.
Jeg kan godt lide, at der bliver spurgt ind til "hvordan har du gjort det tidligere?" Det giver en form for frihed, at vide, at man har gjort noget godt tidligere og har taget hensyn til sin sensitivitet, også selvom man er helt "ny" HSP'er.
Sidder tilbage med en følelse af, at jeg er helt okay, som jeg er, og at der er brug for mig i verden, på min måde "
Bogen kan købes på Saxo.

tirsdag den 2. august 2016

FØRSTE ANMELDELSE = GLAD FORFATTER


"Hvad skal vi med særligt sensitive?" får snart sin første anmeldelse, og vi har fået lov at få et smugkig:
Mag. art. Louise C. Larsen skriver i sin anmeldelse bl.a.: "en kort, praktisk bog, der oplister kompetencer og gode råd til at spare på og genvinde kræfterne, hver især efterfulgt af opfordringen til at skrive egne erfaringer eller opdagelser ned" og
"Ane-Marie Kjeldbergs praktiske guide har åbnet og klarlagt og givet denne læser ny forståelse, som hun allerede er begyndt at gøre brug af".

Forfatteren er glad :-)








.