Jeg nåede en masse konkret skriveri (og burde nu kunne nå at overholde min deadline - hurra!).
Men freden deroppe på Limfjordsøen - delvis uden internet - lærte mig også et par ting, blandt andet om aldrig at blive færdig; om kampe, der skal opgives; om det giftige ved Facebook - og om behovet for en lille rød sofa
Her kommer de - indsigterne, der blev bragt med hjem til virkeligheden:
1) Jeg HAR faktisk en fungerende døgnrytme, modsat hvad jeg gennem flere år har troet. Der er (faste) tider på dagen, hvor jeg kan arbejde godt, der er (faste) tider, hvor jeg bliver træt. Der er en tid om aftenen, hvor jeg bliver for træt og søvnig til at arbejde. Og jeg kan faktisk godt falde i søvn på et rimeligt tidspunkt om aftenen og vågne igen på et rimeligt tidspunkt om morgenen
2) Jeg har (stadig/eller igen) en evne til at koncentrere mig stille og roligt om mit skriveri
3) Jeg har (igen) evnen til at læse skønlitteratur, blive ved - og glædes over det
4) Jeg HAR rent faktisk tid til at gå en god motionstur to gange om dagen
5) Jeg er faktisk (stadig/inderst inde) et temmelig roligt, glad og nysgerrigt menneske
Vælge ud, vælge fra og finde en oase
Alt dette (ny- eller genopdagede) kræver blot, at jeg:
a) erkender helt ind i marven, at jeg absolut ikke dur til at multitaske
b) vælger mine kampe med omhu - dvs: visse kampe skal bare fravælges. Fx har jeg - som så mange andre - et par vrede mennesker i omgangskredsen. Her hos mig er det to gamle damer. Det har egentlig ikke engang været kampe med dem - det har været forsøg på med venlighed at formilde dem. Forsøgene på venlighed har ikke givet resultat gennem snesevis af år, og nu må projektet opgives
c) udvælger mine indsatsområder: Jeg må erkende, at jeg med hus, have, arbejde, dyr, familie etc. aldrig i den forstand bliver 'færdig'. Og jeg må give mig selv lov til at koncentrere mig om mit arbejde - og om at holde fri, rekreere og fjolle - alligevel
d) holder mig mest muligt fra Facebook. Stedet stresser mig simpelthen. Der er for mange (ofte mere eller mindre tyngende) informationer, og der er en underlig addictiveness ved dette at opdatere og få likes og kommentarer og se læserstatistikker. Og jeg bruger meget nemt alt for megen tid, koncentration og tanker på sagen
e) husker at trække mig tilbage jævnligt og glo ud i luften/meditere/hvile. Og til den ende har jeg lige efter Fur købt mig en lille elskelig sovesofa til vores miniaturegæsteværelse og omkring den opbygget en lille oase helt efter min egen (småanglofile) smag. Når der ikke er gæster, kan jeg genfinde mig selv her, hvis jeg er ved at blive væk.
Lyder det banalt? Muligvis - men det virker.
Og et glimt af sofaen og rummet ses for resten på billedet øverst.
