Hvordan man (ikke altid) kan tackle dræbere - eller: This too shall pass

I min bog "Hvad skal vi med særligt sensitive?" har jeg et kapitel om, at vi skal sørge for at skærpe vores muligheder for at blomstre ved blandt andet at passe godt på os selv. Herunder skriver jeg om, at vi bør minimere eller afslutte kontakten til dræbere.

Dræbere er mennesker, som er grænseoverskridende bedrevidende, belærende eller nedladende - eller decideret ondskabsfulde.

Umiddelbart efter, at bogen var udgivet, blev jeg kontaktet af en bekendt (der i øvrigt ikke har læst bogen), som havde store problemer med sin fraskilte kone, som behandler ham nedladende og arrogant. Men han og exen har tre børn sammen, så han kan ikke afslutte kontakten og heller ikke beskære den mere, end den allerede er.

To dage efter oplevede jeg selv i en arbejdsmæssig kontakt (og nej, det var ikke en kontakt til mine rare forlag) at en person optrådte overrumplende grænseoverskridende og nedladende over for mig. Og kunne jeg afslutte kontakten? Nej, det var simpelthen ikke akut muligt af rent praktiske årsager.

Så ét er gode principper, et andet er de undtagelser, som virkeligheden med en sardonisk latter slynger i hovedet på én.

Jeg fastholder stadig, at vi skal passe på os selv. Men enkelte gange må afstanden til dræbere (i hvert fald for en tid) lægges rent mentalt. Det er så til gengæld des mere vigtigt at være sig bevidst, at man har ret til at lægge den afstand. At man for sin egen psykiske overlevelses skyld bør se det sådan, at den vrede exkones nedgøren og arrogance er HENDES projekt, som exmanden reelt ikke har noget at gøre med. Og at samarbejdspartnerens nedladenhed på samme vis er HENDES projekt, ikke mit.
At man på et dybt og inderligt niveau må lade nedladenhederne og arrogancerne passere ind ad det ene øre og ud af det andet.

Og imens må man holde sig til Sufi-poeten Attars ord: "This too shall pass."

Samtidig bliver jeg så taknemmelig over, at der findes så mange venlige, samarbejdsvillige og ordentlige mennesker i verden. Det er en stor trøst, når man for en tid er tvunget til at være for tæt på en dræber.