mandag den 17. oktober 2016

Skriv et epitafium over din krænker

Som særligt sensitive tager vi det ofte meget tungt, hvis folk behandler os dårligt, er uretfærdige, grænseoverskridende eller hadefulde. Vi kan vende tilbage til sådanne oplevelser igen og igen, gruble over dem, forsøge at finde forklaringer, scanne os selv for skyld og blive kede af det gang på gang, selv om det skete måske ligger langt tilbage, og vi endda har fundet en eller anden art løsning.
Ved at skrive et epitafiekort kan du skaffe dig ro.


Særligt sensitive har en veludviklet evne til empati og til selvransagelse, så når vi løber ind i typer, der ikke kan respektere andres grænser eller ligefrem af en eller anden grund føler behov for at bruge nogen (os) som prügelknabe, kan det blive en for os meget tyngende cocktail, så det er ikke spor underligt, at vi kan have besvær med at ryste den grove behandling af os. Især fordi den slags vrede eller tromlende typer ofte kommer med skråsikre forklaringer om, at de har absolut ret til deres fremfærd, fordi modparten (vi) er så fejlbehæftede. Og den slags gør dybt indtryk på folk som os.

Kortslut med et epitafium
Her kan det, jeg kalder epitafiekort gøre stor nytte.
De fungerer således:
Når vi som sensitive har været ude for en grov, grænseoverskridende eller hadefuld behandling, skal vi selvfølgelig forsøge først at finde en løsning. Ingen har godt af bare at bøje nakken og vente på næste slag. Vi kan måske skabe afstand til krænkeren, eller vi kan måske være så heldige, at vi eller andre kan tale krænkeren til fornuft. (Læs mere om dette i min anmelderroste bog Hvad skal vi med Særligt Sensitive?)

Når løsningen er fundet og ført ud i livet, skriver vi så vores epitafiekort. Det er nogle få linjer, som kort og koncist fortæller historien om, hvem det grænseoverskridende eller hadefulde menneske er, og hvad det gjorde. Vi skal ikke her skrive hverken hadefuldt eller tilgivende. Vi skriver blot kort og konstaterende.
Formålet er, at vi kan læse epitafiekortet, når vi igen er ved at komme ind i grublerier om, hvorfor vores krænkere krænkede, og om hvorvidt det var vores egen skyld, fordi vi var lige så modbydelige eller uduelige, som krænkerne vil(le) have os til at tro. Etc. etc. Med epitafiekortet i hånden kan vi minde os selv om, at krænkerne faktisk krænkede, og de ikke havde ret til det. Og dermed punktum.
Kortene er med andre ord en vej til at kortslutte vores skyldbetingede grublerier eller forsøg på at forstå meningen med eller logikken bag de overgreb eller ondskabsfuldheder, vi har været udsat for.

Sådanne kort kan være en stor hjælp til at se overgreb og grænseoverskridelser udefra og dermed i det rette lys - som slet og ret urimelige handlinger udført af mennesker, som måske har en baggrund, som kan forklare deres handlinger, en baggrund som imidlertid IKKE giver dem ret til at smadre vores selvværd, sindsro og liv.

Mettes epitafium over svigerfamiliens uforsonlige vrede
Mette havde en svigerfamilie, som så sig gal på hende, fordi hun og hendes mand David ikke levede efter svigerfamiliens normer. Efter 8-10 års pres og angreb fra svigerfamiliens side, og efter forgæves forsøg på at skaffe respekt om Mettes og Davids liv, valgte Mette og hendes mand at lægge en vis afstand til Davids familie, da presset og angrebene var svært belastende for både Mette og David og deres børn. Vreden fra svigerfamiliens side mod Mette aftog imidlertid aldrig rigtig, selv om Mette forsøgte at være langt mere velvillig og respekterende, end svigerfamilien var. Når Mette og manden ikke føjeligt rettede ind og gjorde, som svigerfamilien ville, var der ingen pardon. Svigerfamilien blev ved at se lutter fejl hos Mette, og da hun begyndte at blogge, fulgte svigerfamilien nøje med. Da svigerfamilien på et tidspunkt igen angreb fortørnet og nu beskyldte hende for at lyve groft, var det en stor hjælp for Mette til at bevare sindsroen, at hun skrev et epitafiekort med dette indhold:

Min mands familie var flygtninge og på forskellig vis skadet psykisk af grimme oplevelser i et krigsramt land. Det gjorde flere af familien hårde og dominerende ved en del lejligheder.
Indholdet var ikke nyt for Mette, da erkendelsen om Davids families/forældres psykiske traumer og deres følger var en, som David og hun havde gjort sig mange år tidligere. Naturligvis gjorde kortet heller ikke krænkelserne uskete, men det hjalp Mette til - efter at hendes mand havde taget til genmæle over for løgn-beskyldningerne mod hende - at se det fornyede angreb og hele konglomeratet af svigerfamiliens vrede fra helikopterperspektiv og samtidig med en vis grad af mild overbærenhed og medlidenhed med de skadede mennesker. Samtidig med at både David og Mette blev bekræftet i vigtigheden at holde en passende (lang) afstand til svigerfamilien og dens vedvarende aggression mod Mette.

---

Rent praktisk: Det kan være en god idé at laminere epitafiekortet, så det ikke slides i stykker, hvis du ofte har brug for at hive det frem fra skuffen for at styrke dig selv til at leve roligt videre efter urimelige angreb.

---

Epitafium betyder egentlig mindesmærke eller gravskrift.