Brevkasse-svar: "Vi højsensitive skal opføre os ordentligt og ikke gøre os umulige"

Brevkassen fik en mail fra en højsensitiv kvinde, som overvejer at bede medrejsende om ikke at spise i togets stillezone, da hun synes det lugter og larmer forfærdeligt:

Hej Ane-Marie Kjeldberg!

Jeg har et spørgsmål om, hvad man kan bede sine medmennesker om at gøre for at tage hensyn til os særligt sensitive. Jeg rejser nemlig en del i tog, og kører altid i stillezone, når der er mulighed for det. Det giver fred for snak, grinen, telefonsamtaler, blippende spil og skrigende børn. Enkelte gange er der folk, som larmer, men dem beder jeg respektere stillezonen, og det gør de som regel.

Men jeg har et problem med passagerer, der spiser. Helt ærligt synes jeg de burde lade være med det i stillezonen. Mange larmer helt forfærdeligt, når de spiser: rasler med madpapir, tygger støjende, smasker, synker larmende, trækker vejret støjende gennem næsen. Jeg kan næsten ikke holde ud at lægge øre til det. Det er så ulækkert.
Noget andet, der er utåleligt er lugtene. Forleden dag sad jeg i stillekupé over for en, der spiste ostemad og æggemad. Hans kæber (eller tandprotese?) klaprede, og maden stank.

Jeg synes, at folk godt kunne tage det hensyn at lade være at spise i danske tog. I det mindste i stillezonen. Vi har ikke så lange afstande her i landet, at man ikke kan udsætte sit måltid til man er stået af igen.
Og jeg har tænkt at sige fra næste gang nogen spiser i stillekupéen, og fortælle dem, at jeg er særligt sensitiv og mit nervesystem ikke tåler deres spiselyde og lugten, og at de derfor er nødt til at spise deres mad senere.

Min kæreste synes ikke, at jeg skal gøre det, og han vil ikke følges med mig, hvis jeg har tænkt mig at gøre det, har han sagt. Jeg er meget skuffet over at han tager så let på min lidelse ved ulækre spiselyde og madlugt. Han er selvfølgelig ikke-sensitiv.
Hvad synes du om min plan?

Hilsen
Sensitiv kvinde

Svar:

Kære sensitive kvinde

Jeg forstår godt din kæreste. Jeg synes heller ikke, du skal begynde at påtale at folk spiser i stillezonen.
Som højsensitive har vi lov at vælge at undgå store og undgåelige belastninger. Vi må gerne melde høfligt fra til fx en stor fest. Og vi må gerne sige til vores venner, som vil have os med på diskotek, at det ikke lige er os, og at vi hellere vil blive hjemme eller gå i biografen.
Men som Elaine Aron og andre eksperter på vores træk påpeger, så er højsensitivitet ikke en diagnose. Vi er ikke syge. Vi er normaltfungerende mennesker, og det vil de fleste højsensitive formentlig også lægge vægt på at være, hvis de lige tænker konsekvenserne af det modsatte igennem. Så derfor må vi som alle andre normaltfungerende mennesker gøre os umage for at indgå i det daglige samfundsliv på dette livs almindelige betingelser. Vi skal opføre os ordentligt og ikke gøre os umulige.
Og til det ikke at gøre os umulige hører at leve med normale fænomener som spisende mennesker i et tog uden at påtale noget som helst.

Vi må ikke blive højsensitive tyranner
Hvis vi som højsensitive vil tiltage os ret til at bestemme at folk ikke må spise omkring os, så gør vi os meget vanskelige - og giver højsensitiviteten et dårligt ry. Vi skal passe på, at vi ikke bliver til højsensitive tyranner, som andre frygter og undgår pga. vores krævende og krænkende adfærd.

Hvis du virkelig på ingen måde kan tåle lyden og lugten af mennesker, der spiser, kan du jo fx tage musik i ørerne (det filtrerer lydene fra) og forsøge at trække vejret gennem munden (det hindrer næsen i at opfange alt for megen duft). Alternativt kan du søge ud i togets udgangsareal, mens dine nærmeste medpassagerer spiser. En madpakke er som regel hurtigt overstået.
Og ellers må du finde ud af hovedsagelig at transportere dig i en bil, hvor du selv kan sætte reglerne. For ja, vi har lov at undgå det, vi ikke kan holde ud, hvis det er muligt at undgå. Men vi gør det ved selv at skaffe os afstand til dagligdags fænomener, som samfundet normalt accepterer - ikke ved at pålægge andre mennesker restriktioner.

(Og nej, ikke alle kan undvære mad på en togtur gennem lille Danmark. Nogle tog kommer jo hertil fra det store udland og har dermed fragtet deres passagerer virkelig langt og længe. Og visse indenlandske rejser varer også mange timer. Og nogle mennesker har i øvrigt af helbredsmæssige årsager behov for mad på helt bestemte tidspunkter - det gælder for eksempel diabetespatienter.)

Bedste hilsner
Ane-Marie Kjeldberg


(Mailen er anonymiseret og gengivet med mailskriverens tilladelse)